Nyheder

"Dansk formandskab står for splittelse i EU"

Gårsdagens aftale om en finanspagt i EU kan samtidig betyde, at Danmarks formandskab kommer til at stå som en milepæl for et splittet EU.

Det mener TV 2s EU korrespondent Svenning Dalgaard.

Som de eneste to lande stod Storbritannien og Tjekkiet udenfor den nye pagt, og det er første gang EU oplever en virkelig stor splittelse, mener Svenning Dalgaard:

"Det er første gang Storbritannien står udenfor, mens Tjekkiet ikke gør den store forskel. Men det her kan være starten på en permanent splittelse af EU."

"Under det sidste danske formandskab i 2002, opbyggede og udvidede man EU med nye stater. Det her danske formandskab kommer til at stå som det tidspunkt, hvor man begynde at splitte EU," siger Svenning Dalgaard.

EU korrespondenten har dog svært ved at se, at der skulle komme nogen dansk folkeafstemning ud af finanspagten.

"Der vil givetvis blive forhandlet detaljer den næste måneds tid før næste topmøde. Så lader man embedsmændene i justitsministeriet kigge på det. De plejer at være meget nøjeregnende," siger Svenning Dalgaard.

Ni fejl blev barberet væk

"Da vi havde Lissabontraktaten fandt de ni fejl, der kunne genere Danmark og de blev barberet væk. Så hvis der i denne traktat findes punkter, som er afgivelse af suverænitet i grundlovens fortand, så agter regeringen ikke at udskrive folkeafstemning. Enten skal de pågældende ting pilles ud eller også skal vi melde os ud af pagten."

Svenning Dalgaard beskriver desuden, at den nye finanspagt betyder, at Danmark fremover vil blive inddraget i flere møder om euroen. Møder som Danmark indtil videre har stået udenfor på grund af den danske krone.