Nyheder

Betalingsring betyder færre grønne områder

Man bør ikke ofre grønne områder for at lave parkeringspladser til pendlerne i omegnskommunerne uden for den kommende betalingsring rundt om København.

Det siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening (DN).

DSB foreslår i et oplæg at oprette 2510 p-pladser ved S-togsstationer i hovedstadsregionen, så bilisterne kan tage tog eller bus ind til byen. En del af dem er lagt i grønne områder, blandt andet den fredede Geels Skov i Holte.

"Vi mener ikke, naturen skal ofres for at finde p-pladser. Det skal tænkes bedre igennem. Hele idéen er at begrænse trafikken, hvor der kun sidder én mand i én bil," siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

I Geels Skov skal der efter planen fældes træer og buske for at få plads til 200 parkeringspladser ved Holte Station.

I Virum foreslår DSB 30 p-pladser i et grønt område, i Charlottenlund 70 parkeringspladser ved et villakvarter og et grønt område, og i Ballerup 40 pladser på Baltorpplænen, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

DSB møder voldsomme protester fra omegnskommunerne. Gentoftes borgmester, Hans Toft (K), kæmper mod alle tiltag til nye parkeringspladser.

"Vi nægter at blive parkeringsplads for hele Nordsjælland," siger Hans Toft til Jyllands-Posten.

Men Chr. Ege, sekretariatschef i Det Økologiske Råd, mener, at borgmestrene måske som en automatreaktion farer i flint over betalingsringen.

"Det er klart, at der ikke skal være mindre grønt, fordi der kommer p-pladser. Men man kan måske erstatte de grønne områder, der bliver ramt, med andre grønne områder," siger han.

Når der kommer penge ind fra afgiften ved betalingsringen, skal de bruges til bedre kollektiv trafik, bedre forhold for cyklister og så parkeringsforhold til bilister, mener Chr. Ege.

"Man kan godt bruge nogle af pengene, for nogle mennesker er tvunget til at køre i bil, og det er vigtigt, at de skifter over til kollektiv trafik," siger Chr. Ege.