Nyheder

Thorning holder dør på klem for aktieskat

Det er stadig ikke helt udelukket, at regeringen kan lade sig overbevise om, at det kan være en god idé at følge et fransk forslag om en europæisk skat på aktie- og andre finanshandler.

Men statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) giver ved åbningen af EU-landenes topmøde i Bruxelles ikke den kontroversielle skat mange chancer.

"Hvis man kan finde en robust ordning, som sikrer, at vi ikke mister job og vækst ud af Europa, så har vi ikke noget ideologisk problem med sådan en europæisk transaktionsskat. Så er det da noget, vi skal kigge på."

"Men vi har endnu ikke set et forslag, som, vi er helt overbeviste om, er tilstrækkeligt robust," siger statsministeren.

Den såkaldte tobinskat er ikke formelt på EU-topmødets dagsorden. Men forslaget er undervejs i den almindelige lovbehandling i EU, hvor den især er den franske præsident, Nicolas Sarkozys, hjertebarn.

Sarkozy har forud for topmødet gentaget, at Frankrig vil gå enegang og selv indføre skatten før EU-partnerne, hvis ikke det lykkes at få de andre med. Men Thorning understreger, at det ikke er Danmark, der giver skatten det største benspænd.

"Der er lande, som er lodret imod en europæisk transaktionsskat. Der er kommet lidt en diskussion derhjemme om, hvorvidt det var Danmark, der var i gang med at forhindre den. Men det er ikke tilfældet," siger Thorning med henvisning til briternes modstand.

Thorning er i Danmark blevet skarpt kritiseret af blandt andre sin forgænger som socialdemokratisk partileder og statsminister Poul Nyrup Rasmussen for sin modstand mod tobinskatten.