Nyheder

Danmark har fået en ny prinsesse

Prinsesse Marie har født en pige, oplyser kongehuset. Fødslen skete klokken 8.27, og barnet måler 49 centimer og vejer 2930 gram. Både mor og barn har det godt.

"Hun er smuk, sund og velskabt," siger prins Joachim i foyeren på Rigshospitalet.

Prinsesse Marie blev indlagt i morges klokken 4.15, og det var prins Joachim selv, der kørte sin hustru til Rigshospitalet. Pigen er parrets andet barn. I forvejen har de prins Henrik, der blev født 4. maj 2009. Han havde omtrent samme mål og længde ved fødslen.

Prins Joachim var til stede under hele forløbet på Rigshospitalet.

"Det er altid et meget gribende øjeblik. Jeg blev rørt til tårer," siger prins Joachim, der kalder det "et ekstra flueben", at det blev en pige.

Han klippede selv navlestrengen, men har ellers forsøgt at gå mindst muligt i vejen for fødselsteamet og være mest muligt til stede for moderen.

Den nye prinsesse bliver nummer 10 i rækken til den danske trone, lige efter sin storebror, prins Henrik.

Hvad navnet bliver på den nye prinsesse, vil prins Joachim ikke ud med, men han siger "alt mellem Jon og Scheherazade".

Tradition af føde på Rigshospitalet

Selvom prins Joachim og prinsesse Marie bor på Schackenborg Slot i Møgeltønder i Sønderjylland, fødte prinsessen på Rigshospitalet i København, sådan som der er tradition for med kongelige fødsler.

Den franske prinsesse Marie - hvis borgerlige navn er Marie Cavallier - blev første gang set offentligt med prins Joachim på en ferie i 2005. Parret blev efterfølgende forlovet i 2007 og gift i Møgeltønder Kirke den 24. maj 2008.

Prins Joachims tidligere ægteskab med den nuværende grevinde Alexandra varede fra 1995 frem til separationen i 2004 og den endelige skilsmisse året efter.

Begge parrets sønner tilbringer det meste af deres tid sammen med moren, da de går på Krebs Skole i København, privatskolen hvor både prins Joachim og kronprins Frederik har gået.

Den lille prinsesse bliver nummer 10 i den danske tronfølge.

Kronprins Frederik står øverst på listen efterfulgt af sin søn prins Christian, datteren Isabella og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine.

Herefter følger som nummer seks prins Joachim, den ny prinsesses to halvsøskende prins Nikolai og prins Felix og som nummer ni den ny prinsesses storebror prins Henrik.

Opdateres...