Nyheder

Danskere er vilde med brugte varer

Mens butikker lukker på stribe på grund af fald i privatforbruget, sælger og køber danskerne brugte varer som aldrig før.

Det viser en undersøgelse - lavet af Den Blå Avis og Spar Nord.

I 2011 satte danskerne i alt op mod 14 millioner trøjer, mobiltelefoner, møbler og meget andet til salg. Og det er en ny rekord med en stigning på 25 procent i forhold til 2010, der også var et rekordår. I alt vurderer DBA og Spar Nord, at danskerne handlede brug-te varer for knap 100 mia. kr. i 2011.

"Vi har haft tilbagegang i privatforbruget i Danmark i de tre første kvartaler i 2011, men stigningen i brugtvarehandlen er trods alt et udtryk for, at der stadig er handelsaktivitet i samfundet - danskernes købelyst er ikke forsvundet," forklarer chefanalytiker i Spar Nord, Martin Lundholm.

"Vi søger tilbage til vores rødder"

Ifølge Martin Lundholm har krisen været med til at flytte en del af handlen fra nye til brugte vare.

Men det er ikke den eneste forklaring, lyder det fra Heidi Boye, der er ekspert i forbrugeradfærd:

"Først og fremmest er det et udtryk for, at vi er ved at bevæge os væk fra "køb-og-smid-ud-samfundet," og at vi erkender, at ting har en værdi. Finanskrisen har gjort os mere bevidste om vores forbrug, men vi er også begyndt at søge tilbage til vores rødder," siger Heidi Boye, der er ekstern lektor på Copenhagen Business School og forbrugerspecialist på OMD.

Med rødder mener Heidi Boye, at danskerne søger tilbage til 50'erne, 60'erne, 70'erne og 80'erne og dermed er hoppet med på retrobølgen.

Vil have mere værdig for pengene

Hun mener derfor, at køb af brugte varer ikke kun er et udtryk for, at krisen kradser i danskernes pengepung:

"Tit skyldes køb af brugte varer ikke, at folk ikke har råd til at købe nyt, men fordi de føler, at de får god værdi for deres penge ved at købe brugt. Samtidig er det blevet socialt acceptabelt. Selv om man har penge er handlen af brugte vare en erkendelse af, at brugt stadig kan være godt, og at vi danskerne er blevet træt af den lange periode, hvor man bare købte og købte," siger Heidi Boye.

Omsætte værdifulde ting til penge

Ifølge chefanalytiker handler det dog også om at tjene penge på sit gamle tøj og sine gamle møbler:

"Det handler om at omsætte alle overflødige ting af værdi til rede penge, som så kan bruges til opsparing eller forbrug. Boomet i brugtvarehandlen er en del af en generel udvikling, hvor forbrugerne er blevet mere fornuftsdrevne og fokuserer på opsparing og nedbringelse af gæld," siger Martin Lundholm.

Brugt tøj det mest populære

Brugt tøj er den ubetinget mest populære handelsvare, og især kvinderne har taget handlen med brugt tøj til sig. Andenpladsen som den mest populære handelsvare bliver indtaget af børnetøj og på tredjepladsen kommer børne-­ og babyudstyr.

Også varer i kategorien "Bolig og have" er blandt danskernes favoritter.