Nyheder

VIDEO: Dronning Margrethe på CNN

Den amerikanske tv-station CNN bragte i lørdag aften et langt portræt af den danske regent i anledningen af hendes 40 års regeringsjubilæum.

Det er den engelske journalist, Max Foster, der har været i Danmark for at interviewe dronningen til portrættet, og han er ikke bleg for at rose hende.

"Hun var meget imødekommende og villig til at svare på alle mine spørgsmål, og samtidig var hun meget ærlig. Hun er en imponerende dame, fordi hun har regeret i 40 år," siger Max Foster til Ritzau.

Portrætprogrammet med dronningen bliver blandt andet vist i USA, hvor Max Foster spår, at det vil falde i god jord, fordi amerikanerne er "helt pjattede med alt, der er kongeligt".

"Det er nok, fordi de ikke selv har en kongelig familie. Samtidig er fortællingen om Europas kongefamilier også et eventyr, og det kan amerikanerne godt lide," siger Max Foster.