Nyheder

Stine Bosse formand for Det Kongelige

Det bliver den tidligere Tryg-direktør Stine Bosse, som skal styre Det Kongelige Teater gennem krisen. Kulturminister Uffe Elbæk (R) har netop udpeget den 51-årige erhvervskvinde som formand for teatrets bestyrelse.

"Med den nye bestyrelse har Det Kongelige Teater fået et ambitiøst hold af personer, som er valgt på deres faglighed og solide erfaring inden for ledelse, økonomi og kulturliv," siger kulturministeren.

Det Kongelige Teater står foran massive besparelser og massefyringer i en af teatrets største kriser nogensinde, hvilket har fået flere afgående bestyrelsesmedlemmer til at konkludere over for Politiken, at teatret ryger ud af den internationale 1. division.

En stor udfordring

Stine Bosse erkender, at det er en stor udfordring, hun står over for.

"Det er helt åbenbart, at det ikke er den letteste tid, vi lever i. Dette gælder også for Det Kongelige Teater. Når jeg alligevel tør sige ja, er det alene, fordi jeg ved, hvor store og engagerede kompetencer institutionen indeholder," siger hun.

Stine Bosse er blevet kaldt for Danmarks mest magtfulde forretningskvinde, mens hun var koncernchef i forsikringsselskabet Tryg. Hun forlod overraskende posten for præcis et år siden for at få mere tid til sin familie og bestyrelsesarbejde.

Hun er blandt andet formand for Børnefonden og Copenhagen Art Festival samt medlem af Det Danske Kulturinstituts repræsentantskab. Tirsdag blev hun udnævnt til formand for den grønne tænketank Concito, og nu skal hun altså også lede Det Kongelige Teater.

Stine Bosse afløser Lars Pallesen

Medlemmerne af den nye bestyrelse tæller blandt andre også kreativ direktør i Have Kommunikation Christian Have og direktør for see@art Lars Seeberg.

De to har tidligere arbejdet sammen i HCA-fonden i 2005, hvor et stort økonomisk rod fik Seeberg til at trække sig og fonden til at ophæve samarbejdet med Have.

Stine Bosse afløser Lars Pallesen, der har siddet på posten siden 2008 og er udpeget frem til 31. december 2015 sammen med den øvrige bestyrelse.

Bestyrelsen er Det Kongelige Teaters øverste ledelse og har over for kulturministeren det overordnede ansvar for teatrets virksomhed.