Lykketoft: Kongehuset er et holdepunkt

Christiansborg har i dag været fyldt med alt andet end diskussioner om betalingsring, fattigdom og brudte valgløfter.
Anledningen var, at dronning Margrethe, prins Henrik samt kronprinsparret og prins Joachim i dag blev modtaget i Folketinget.
For selv om det først er på lørdag, at dronning Margrethe kan fejre 40-års jubilæum som dansk regent, så begynder den officielle fejring allerede i dag.
Opmuntrende jubilæum
Det var Folketingets formand, Mogens Lykketoft, der holdt tale for dronning Margrethe.
"Det er tankevækkende og opmuntrende, at Danmark 2012 fejrer 40 år med en kvinde på tronen," sagde han.
"Deres majestæt har i vores kollektive bevidsthed fastholdt kongehusets rolle som det faste holdepunkt gennem denne lange periode i vores historie, hvor så meget andet er totalt forandret," lød det fra Folketingets formand.
Har den største respekt
Før de fremmødte i folketingssalen kunne udbringe et nifoldigt leve for dronningen, sluttede Mogens Lykketoft af med en tak på folkestyrets vegne til regenten.
"De, dronning Margrethe, har aftjent den allerstørste respekt hos alle skiftende regeringer og ministre, der har siddet i statsrådet. På folkestyrets vegne vil jeg gerne sige dem tak, for den måde de har forvaltet deres ansvar og forvaltet kongehuset som institution."
Massiv dækning af regeringsjubilæum
TV 2's dækningen af jubilæet er i fuld gang med transmission fra receptionen i Folketinget og dronningens pressemøde kl. 16.
Det kan følges live via et link i linkboksen til højre.