Nyheder

Betalingsringen bliver gennemført

Danskerne skal indstille sig på, at de fremover skal betale for at køre ind i København i myldretiden. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fastslår nem-lig, at betalingsringen bliver gennem-ført, selvom der har været massiv kritik fra blandt andre de socialdemokratiske borgmestre i omegnskommunerne.

På spørgsmålet om betalingsringen kommer i denne regerings levetid, svarer statsministeren:

"Ja, det gør den."

Helle Thorning-Schmidt understreger dog, at betalingsringen har sine mangler:

"Det bliver aldrig perfekt med en betalingsring, men det er dog en løsning. Og jeg synes, at andre må komme på banen med deres løsninger," siger Helle Thorning-Schmidt.

Det vakte stor opsigt, da statsministeren i et interview med Ritzau i sidste uge for første gang fastslog, at betalingsringen "ikke er perfekt".

Nogle kommentatorer og kritiske borgmestre tolkede det håbefuldt i retning af, at statsministeren begyndte at vakle og måske åbne for at udskyde eller helt opgive betalingsringen, men det er ikke tilfældet.

Betalingsring skal løse to problemer

Betalingsringen skal ifølge Helle Thorning-Schmidt løse to problemer, nemlig trængslen på det københavnske veje og udfordringen med at forbedre den kollektive trafik.

"Det har vi forsøgt at løse med betalingsringen, og det kommer selvfølgelig i denne regerings levetid," siger Helle Thorning-Schmidt.