Nyheder

Thorning: De fede år ligger bag os

"De fede år ligger bag os. Vi skal forberede os på nogle magre år. Den kommende tid vil kræve meget af os."

Sådan siger Helle Thorning-Schmidt (S) til danskerne i sin første nytårstale som statsminister.

Før talen har hendes partifæller efterlyst en fortælling om regeringens projekt, som i begyndelsen er druknet i oppositionens beskyldninger om løftebrud.

I talen peger hun på, at den økonomiske krise har ændret vilkår for at skabe fremgang, som generation efter generation af danskere har nydt godt af. Det gælder fra hendes mormor født i 1900, over hendes mor fra 1937 til statsministeren selv, som blev født i 1966.

Underskud på 100 mia. kr.

I år venter et offentligt underskud på 100 milliarder kroner eller mere, forklarer Helle Thorning-Schmidt.

"Det er svimlende mange penge. Underskuddet betyder, at vi betaler velfærd med penge, vi ikke har. Det går ikke i længden. Det siger sig selv," advarer statsministeren.

Derfor skal Danmark dels have styr på det offentlige underskud, dels skal danske virksomheder igen være blandt verdens mest konkurrencedygtige. Regningen er endnu ikke betalt, selv om udgifterne strammes i år, advarer Helle Thorning-Schmidt.

"Der vil blive skåret ned"

Derfor vil S-R-SF-regeringen reformere førtidspension og kontanthjælp samt skattesystemet, så dansk økonomi bliver mere robust, siger hun.

"Mange vil opleve forandringer. Mange vil blive bedt at tage en tørn ekstra. Og ja, vi vil opleve nedskæringer og besparelser. I den kommende tid skal vi tage beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie," siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun understreger, at nødvendig smalhans ikke gør op med velfærdssamfundet.

"Vi gør det ikke, fordi vi er holdt op med at tro på solidaritet. Men netop fordi vi stadig tror på solidaritet," siger statsministeren.