Mavedellen redder hjertepatienter

Det ekstra fedt på maven kan redde hjertepatienters liv, viser ny dansk forskning. Mavefedtet indeholder nemlig stamceller, som kan lave nye blodkar i hjertet.
Det viser et nyt forsøg fra Hjertecenter Rigshospitalet.
"Patienterne i forsøget har markant færre brystsmerter og bruger mindre medicin, end før de fik stamceller i hjertet," fortæller klinisk professor og overlæge Jens Kastrup fra Hjertecentret Rigshospitalet, som står bag forsøget.
Gode celler i mavefedtet
I mavefedtet findes der de vigtige stamceller, som kan omdanne sig til mange forskellige slags vævstyper og celler alt efter hvordan man bruger dem. Blandt andet nye blodkar i hjertet.
Lægerne laver en lille fedtsugning på patienten for at få fat på stamcellerne.
"Det er kun en ganske lille portion fedt, så man skal ikke gøre det for at slanke sig," fortæller Jens Kastrup.
Sprøjtes i hjertet
Fedtet renses for at få fat i stamcellerne, som så opdyrkes i et laboratorium i nogle uger.
"Vi får kun meget få stamceller, så de må på laboratorium for at blive til flere," siger Jens Kastrup.
Efter nogle uger sprøjtes stamcellerne ind i patientens hjerte, hvor de danner nye blodkar, så blodet nemmere kan løbe igennem hjertet.
31 patienter har hidtil fået behandlingen- med stor succes.
Nu udvides forsøget med støtte fra Region Hovedstadens Forskningsfond.
"Alt tyder på, at patienterne får det meget bedre. Og nu kan vi så undersøge, om dødeligheden også falder. Det er vigtig forskning, for hjertelidelser er meget udbredte i befolkningen, "siger Jens Kastrup.