Nyheder

Psykiske sygdomme er stadig tabu

Omkring en halv million danskere er lige nu ramt af en psykisk sygdom.

Alligevel vil 17 procent have svært ved at søge hjælp, hvis de får en psykisk lidelse. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Cormark for Psykiatrifonden.

"Det er et stort problem, at mange finder det så skamfuldt at have psykiske problemer eller sygdom, at de vil have svært ved at søge hjælp hos for eksempel en psykolog eller en læge," siger Anne Lindhardt, der er formand for Psykiatrifonden.

Søger hjælp anonymt

I stedet vil hver sjette foretrække at søge om hjælp anonymt. Det skyldes, at psykiske lidelser stadig er et tabubelagt emne, mener Anne Lindhardt, der frygter, at mange er flove over at søge hjælp.

"Det kan betyde, at man har det skidt for længe," siger hun.

"Folk kan begynde at vænne sig til at have det dårligt. Det kan blive en hel livsstil," fortsætter hun.

Forældede opfattelser

Martin Lund er formand for Landskampagnen EN AF OS, som har til formål at aflive tabuer og fordomme om psykisk sygdom.

Han mener, at mange menneskers holdning til psykisk sygdom bygger på forældede opfattelser, eksempelvis at psykisk sygdom er kronisk.

"Psykisk sygdom er ikke nødvendigvis ’resten af livet’. Psykisk sygdom kan behandles og langt de fleste kommer sig helt eller delvist og lever gode liv," siger han og fortsætter:

"Modstanden mod at søge behandling kan hænge sammen med, at mange ikke er klar over de gode muligheder for behandling og bedring," siger han.

Depression er den lidelse, som de fleste har erfaring med enten fra sig selv eller omgivelserne. Blandt de danskere, der har haft en psykisk lidelse, har mere end otte ud af 10 haft en depression.

Og for tre ud af fire danskere, der har haft en person i omgangskredsen med psykisk sygdom, har diagnosen været depression.