"Det er en syg kultur, der mĂĄ laves om"

For bare en uge siden valgte Poul Madsen og Ekstra Bladet at udlevere Troels Lund Poulsens spindoktor Peter Arnfeldt for at forsøge at lække Helle Thorning-Schmidts personlige skatteoplysninger til avisen. Dermed brød avisen med den nærmest hellige kildebeskyttelse.

I dag lægger avisen den famøse lydfil ud, der indeholder en 17 minutter lang samtale mellem Rasmus Tantholdt fra TV 2 og Nils Giversen fra DR. På filen afslører Rasmus Tantholdt, at det var Søren Gades spindoktor Jacob Winther, der i 2007 lækkede oplysningerne om, at danske jægersoldater blev sendt til Irak. Den læk mentes at bringe soldaternes liv i fare.

Bidrager til opklaring af sagen

Chefredaktør Poul Madsen forklarer sin beslutning til TV 2 News:

"Vi gør det, fordi sagen stadig er uafklaret. Den er stoppet et sted, uden der er en egentlig afklaring på sagen. Politiet kunne ikke få adgang til lydfilen. Den er nu blev afleveret i porten på JP/Politikens Hus til mig, og vi har kigget på den i løbet af weekenden. Nu offentliggør vi den, og så må politiet tage stilling til, om det er det her de mangler for at kunne opklare sagen," siger Poul Madsen.

Chefredaktøren kan ikke med 100 procents sikkerhed sige, at det er den famøse lydfil, han har fået fat i, men han føler sig ganske overbevist:

"Filen er beskrevet i detaljer af blandt andre filminstruktør Christoffer Guldbrandsen, som tilsyneladende har hørt den. Han har beskrevet, at det er Rasmus Tantholdt fra TV 2, der taler med Nils Giversen fra Danmarks Radio. Den er 17 minutter lang, som vi har fået den beskrevet. Så jeg er ret sikker på, at det er den rigtige."

Beskytter sin egen kilde

Poul Madsen slår fast, at denne sag er meget anderledes i forhold til Peter Arnfeldt og skattesagen. Men offentliggørelsen af lydfilen er stadig et led i kampen mod magtmisbrug blandt spindoktorerne:

"Her er der tale om en klassisk kildebeskyttelsessag. Jeg fortæller ikke jer, hvem der har afleveret filen til mig. Men det er en person inde fra systemet, som har haft adgang til den her fil. Kilden synes, at offentligheden skal have adgang til filen, og det synes jeg sådan set også, for den er et vigtigt argument for, at den her spindoktor måske har brudt sin tavshedspligt."

"Det er en sag, hvor danske soldaters liv bliver bragt i fare, fordi en spindoktor - ifølge Rasmus Tantholdt - lækkede de her oplysninger til ham før soldaterne var sendt ind i Irak. Det skal ikke kunne foregå i et demokrati. En sådan sag skal opklares," siger Poul Madsen.

Vil have et sundere demokrati

"Jeg håber, at de her to sager betyder, at vi få et sundere demokrati, for jeg synes det er kørt helt af sporet, når en spindoktor forsøger at skade en modstander som Helle Thorning, og når en anden spindoktor måske har lækket fortrolige oplysninger, der kan bringe danskere i fare. Det er en syg kultur, der må laves om."

Jacob Winther benægter alle beskyldninger, som Rasmus Tantholdt fremsætter mod ham.