Nyheder

Stramme regler kvæler økologiske juletræer

I Danmark produceres hvert år 10 millioner juletræer. Kun 50.000 af dem, eller 0,5 procent, dyrkes økologisk, viser tal fra Plantedirektoratet.

Og det er øjensynligt ikke fordi, folk ikke tænker i økologiske baner, når juletræet skal erhverves. Efterspørgslen har de senere år ligget nogenlunde stabilt på 5-10 procent, hvilket giver en langt større efterspørgsel end udbud.

Dansk Juletræsdyrkerforening mener, at det lille antal økologiske juletræer skyldes de meget stramme regler herhjemme.

"Både frøene og juletræerne skal være dyrket økologisk hele vejen igennem, og indtil for nylig har vi ikke haft økologiske frø herhjemme, hvilket har gjort dyrkningen svær," siger Kaj Østergaard fra Dansk Juletræsdyrkerforening.

I andre EU-lande skal træerne kun dyrkes økologisk de sidste tre år, inden de fældes.

Ifølge Kaj Østergaard fra Dansk Juletræsdyrkerforening har flere producenter forsøgt sig på de økologiske kanter, men uden succes.

"Mange er startet med nordmannsgraner, men har måttet opgive igen, fordi der ikke findes nogle effektive midler til bekæmpelse af lus og andre insekter," siger han.

Rammes man af insektangreb efter at have passet træerne økologisk i syv år, er alt arbejdet med andre ord tabt på jorden.

Det tager to til fire år længere at dyrke et økologisk juletræ, fordi det ikke får kunstgødning, og samtidig er der flere træer, der må kasseres, fordi de er ujævne eller for lyse i farven.

Kan man ikke få fat i et økologisk juletræ, opfordrer Danmarks Naturfredningsforening til gå efter den mere miljøvenlige rødgran.

"Rødgranerne er mere hårdføre, og det er nemmere for producenterne at få et pænt træ ud af det. Det kræver ikke nær så meget gødning som nordmannsgranen," siger Nora Skjernaa Hansen fra Danmarks Naturfredningsforening.