Nyheder

Beredskabsstyrelsen: Danmark slap billigt

Danmark slap forholdsvis billigt fra søndagens storm, og skaderne er ikke nær så omfattende, som de var orkanen i 1999.

Sådan lyder meldingen fra Beredskabsstyrelsen, der havde en søndag med "lettere forhøjet beredskab" og i alt 28 indsatser på landsplan.

"Det helt typiske har været væltede træer, der har truet trafikken. Der har også været enkelte afrevne tage og bygninger truet af sammenstyrtning. Så der har ikke været de meget komplekse indsatser," siger vagthavende officer Brian Wesselhoff.

Travlt i Nordjylland

Travlheden koncentrerede sig primært om Nordjylland og Midt- og Nordvestsjælland, hvor træer væltede ud på kørebanen, så Beredskabsstyrelsens folk måtte ud og fjerne dem, inden de blev til fare for bilisterne.

Men selv om Styrelsen stadig arbejder på at gøre tallene op, kan man dog slå fast, at det ikke var en storm, som kommer ind på listen over de mest alvorlige.

"Dem, der har fået revet taget af deres hus, synes helt sikkert, det er alvorligt. For os har der været normalt travlt, og vi har haft lettere forhøjet beredskab. Det har dog ikke været så slemt, som vi havde forventet," siger Brian Wesselhoff.

Et særligt sæsonproblem

Hos Falck gav stormen dog en del ekstra arbejde end normalt på en søndag.

"Vi har haft en travl dag i går og en travl nat, og forventer også at få travlt i dag med flere opkald. Det er hovedsageligt Nordjylland, hvor de har indkaldt ekstra mandskab og været fuldt bemandede i går," siger kommunikationsmedarbejder Jeppe Ilkjær.

Og tallene fortæller meget klart, at det er i Nordjylland, at vejret har taget hårdest fat. Af de 849 henvendelser Falck modtog under stormen, kom de 433 fra det nordjyske. Ud over træer og tagplader bød stormen på et meget sæsonpræget problem.

"Juleudsmykninger og juletræer udgør også en betydelig post på de ting, vi har lavet de seneste 10-20 timer," siger Jeppe Ilkjær.

"Det drejer sig typisk om juleudsmykninger i gågader, som er løsnet af vinden. Det er selvfølgelig til fare for borgere, hvis der er elektricitet forbundet med dem," siger han.

"Og så er byernes torve prydet af store juletræer, og de har altså også svajet i vinden - så dem har vi hjulpet med at sikre," siger han.

Også hos politiet meldes der om usædvanlig travlhed.

El-ledninger og trampoliner

"Vi har haft et utal af anmeldelser om væltede træer, stilladser, nedfaldne el-ledninger og trampoliner, der er blæst væk. Vi har haft vanvittigt travlt," siger pressemedarbejder Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi.

Mandagen byder på forhøjet vandstand og oversvømmelser flere steder i landet og Beredskabsstyrelsen har enheder klar til at assistere i den forbindelse, mens Falck har et efterslæb med tagplader, der har revet sig løs.

"Det er en type opgave, vi ikke har kunnet lave i går i stormvejr. Hverken borgere eller Falck-mænd kan ligge og kravle på taget, når det blæser så meget," siger Jeppe Ilkjær.