Nyheder

Danske iværksættere lukker på stribe

Danske nystartede selvstændige klarer sig dårligt.

Mere end halvdelen af iværksættere har drejet nøglen om igen efter fem år, viser en opgørelse i det nye iværksætterindeks.

De danske nystartede firmaer har problemer med at vokse sig ikke store og sunde, viser opgørelsen.

Alt for mange fortsætter som små enmandsvirksomheder - eller lukker helt.

Kun få bliver store

Kun godt seks procent af iværksætterne vokser sig så store, at de får fem ansatte eller flere.

Iværksættere:

I 2003 blev der oprettet 17.372 nye virksomheder

I 2008 var der kun 8.364 tilbage.

Det vil sige, at godt 9000 virksomheder havde drejet nøglen rundt.

Ud af de 17.372 virksomheder, havde 1117 - eller omkring 6 procent- fået mere end fem ansatte fem år efter.

Kilde: Dansk Iværksætterindeks 2011

Og det skal der laves om på, mener erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF);

"Danmark have flere vækstvirksomheder, og vi skal blive bedre til at udnytte vækstmulighederne inden for f.eks. energi, miljø og velfærd, der i forvejen er danske styrkepositioner."

Global iværksætteruge i gang

I dag mandag åbner Ole Sohn iværksætterugen med et væld af arrangementer og debatter om nystartede virksomheders forhold og vilkår.

"Det er Danmarks hidtil mest omfattende iværksætter- og vækstkampagne, der med mere end 180 arrangementer i hele landet skal bidrage til at styrke den danske vækst- og iværksætterkultur," siger ministeren.

Forhindringsløb at starte firma

Men en kampagne er ikke nok for at styrke iværksætteriet, siger formand for Dansk Iværksætterforening Christian Walther.

"Når man starter en virksomhed, skal man overkomme et hav af forhindringer de første par år, og det er der mange der knækker nakken på," siger han.

Iværksættere løber ind i både økonomiske og praktiske problemer. Og et af de største problemer er, at der ikke er meget hjælp at hente.

"Kommuner, Skat og andre offentlige myndigheder har et attitudeproblem. De burde være hjælpsomme og serviceorienterede, men ofte møder ivæksætterne en mur af skepsis og mistænkeliggørelse fra offentlige myndigheder," siger Christian Walther.