Nyheder

Slut med at skændes om skraldet

Mie Christensen har i 11 år forsøgt at få brugerne på Skælskør Genbrugsstation til at sortere deres affald på den rigtige måde.

Og når langt fra alle kan se forskel på stort og småt brændbart, så kan det give konflikter.

"Nogen gange må man lige om bag en container og skære lidt tænder. Jeg har været lidt hidsig en gang imellem," siger Mie Christensen.

De mange daglige konflikter gav et dårligt arbejdsmiljø. Det stod klart, da ledelsen lavede en arbejdsmiljøundersøgelse.

"Derfor gik vi ind i en større sammenhæng med tre andre affaldsselskaber og lavede en grunduddannelse for medarbejderne på genbrugspladserne, som omfatter kommunikation og konflikthåndtering," siger Allan Johansen, der er chef for Genbrugspladserne AffaldPlus.

Glade for den nye stil

Mie Christensen var en af de første, der gennemførte kurset. Her lærte hun at være mere serviceminded, også når brugere sorterer forkert.

Den mere konstruktive facon appellerer til brugerne.

"Tidligere har der været episoder, hvor de godt kunne virke lidt politiagtige. Det er bedre, at man taler om det som almindelige mennesker," siger en af pladsens brugere, Carsten Gerrild.

Resultatet af kurserne er ifølge Mie Christensen, at jobbet som pladsmedarbejder på Skælskør Genbrugsstation er blevet sjovere, og det smitter af på brugerne.

"De lytter meget mere efter, hvad man siger og er mere positive," lyder det fra Mie Christensen.