Berlusconis exit kan give aktiefest

Det er en stor dag i Europa. I dag kan blive dagen, hvor Italiens ministerpræsident Silvio Berlusconi. Samtidig forventes grækerne i dag at præsentere sin nye regeringsleder. Nyhederne.tv2.dk har konsulteret TV 2 Nyhedernes finanskommentator Ole Krohn for at få svar på, hvad konsekvenserne kan blive for resten af Europa

Er det godt eller dårligt for dansk og europæisk økonomi, hvis Berlusconi bliver væltet?

Troen på, at Berlusconi kan rette italiensk økonomi op er meget lille. Da markedet i går fik nys om, at ministerpræsidenten var på vej væk steg aktierne med raketfart, og det fortæller, at markedet vil have ham væk.

Spørgsmålet er, om det vil hjælpe Europa - og dermed Danmark, at han kommer væk. Han har domineret italiensk politik i to årtier og alternativerne til ham er svage.

Partiet Liga Nord fra det stenrige Norditalien med Umberto Bossi i spidsen gør den parlamentariske situation usikker. Og venstrefløjen har i mange år ikke været noget reelt alternativ i Italien.

Hvad skal der sker i Grækenland i dag før aktiekurserne igen begynder at stige?

Den nye favorit til posten som ny premierminister er Lucas Papademos. Han er en 64-årig økonom med en fin international karriere og høj troværdighed i Bruxelles. Det er muligt, at han alene kan gøre en forskel.

Men der er meget hårde krav til ham. Grækerne skal begynde at betale skat, der skal ryddes op i den offentlige sektor og korruption og nepotisme skal bekæmpes.

Så der vil gå en rum tid endnu før Grækenland er væk fra den politiske agenda og 10.000 kroners spørgsmålet er, om ilden så ikke bare springer til Italien med pres på en af Europas store økonomier.

Aktiemarkedet er meget uroligt for øjeblikket, så der skal ikke meget til, at det ændrer fokus og er den nye historie også negativ, så fortsætter aktienedturen.

Gældskrisen er afgørende for aktiemarkederne for øjeblikket. Men derudover får vi en masse aktieregnskaber for øjeblikket, og derefter vil aktiemarkedernes kritiske blik være stift rettet mod væksten i de europæiske lande. Her er der flere og flere økonomer, der tror, at Danmark er på vej i recession - det vil sige, at tallene for væksten i 3. og 4. kvartal risikerer at blive negative.