Nyheder

Der er stadig plads til god vin

Der skulle stadig være råd til en god flaske vin til middagen eller fredagsslik, hvis man er en typisk dansk familie, selvom regeringen vil hæve afgifterne for usunde fødevarer, alkohol og tobak.

Det fremgår af regeringens forslag til finansloven for 2012, som blev fremlagt torsdag.

"Afgifterne på usunde fødevarer betyd-er en merudgift på 1200-1300 kroner årligt for en typisk familie. Det burde de fleste kunne klare," siger Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank.

Han påpeger dog, at mange familier også rammes af andre afgifter som for eksempel den forhøjede grønne ejerafgift på biler.

De grønne afgifter vil også ramme en række virksomheder, som så vil sende regningen videre til forbrugerne, lyder det fra den borgerlige tænketank Cepos.

Ifølge beregninger fra Cepos må danske familier i gennemsnit slippe 1800 kroner mere om året som følge af finanslovforslaget.

"Det suger købekraften ud af familiernes husholdningsbudget, og det er en dårlig idé. Og særlig nu hvor familierne i forvejen holder på pengene," siger cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen, og fortsætter:

"Afgiftsforhøjelsen reducerer desuden arbejdsudbuddet, fordi det bliver mindre attraktivt at arbejde ekstra. Det fremgår i øvrigt af dagens vismandsrapport."

De fattigste i samfundet får dog markant flere penge på lommen, hvis regeringens forslag gennemføres.

Som S-R-SF tidligere har bebudet, så skal starthjælpen og loftet over kontanthjælpen nemlig afskaffes.

"De, der er på de ekstra lave ydelser, vil opleve en massiv forbedring af deres økonomi," siger Las Olsen.

Der er desuden lagt op til, at multimedieskatten sløjfes. Men ifølge Las Olsen går den lempelse lige op med, at regeringen nu vil beskatte eventuelle sundhedsforsikringer.