Enhedslisten til Thorning: Det ser godt ud
EL siger ikke bare ja til finansloven, men det bærer i den rigtige retning, efter de seneste udspil, lyder det
På blot 14 dage vil statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) forhandle sin første finanslov på plads. Og lytter man til udmeldingerne fra Enhedslisten, så tyder meget på, at Helle Thorning-Schmidt vil kunne hente den nødvendige opbakning fra støttepartiet.
Regeringen har nemlig ramt en række af Enhedslistens mærkesager med de seneste udspil om at øge udviklingsbistanden, fjerne loftet over børnechecken og kigge de multinationale selskabers skatteforhold efter i sømmene.
- I alt væsentligt er vi positive over det, de har fremlagt. Når de siger, at de vil øge skatten for de multinationale selskaber, så er det noget, vi har kæmpet for i 15 år.
Øget ulandsbistand og fjernelse af loftet over børnechecken er også alt sammen noget, der står på vores egen liste. Der kan vi bare sige fint, det er vi med på, siger Frank Aaen.
Han understreger dog, at Enhedslisten også vil kræve indrømmelser, når forhandlingerne går i gang.
- Nu skal vi lige se det samlede udspil fra regeringen, før vi kommer med vores krav. Men på velfærdsområdet kan det eksempelvis være minimumnormeringer i daginstitutionerne, siger Frank Aaen.
Enhedslisten vil også gå efter forbedringer for de arbejdsløse. Det kan eksempelvis være adgang til mere uddannelse, som skal finansieres ved at skære i den udskældte aktiveringsindsats.
- Det bærer i den rigtige retning. Men det er ikke sådan, at vi bare siger, at den er hjemme. Vi har stadig en udfordring med, om der bliver mere eller mindre ulighed ud af den samlede finanslov, siger Frank Aaen.
Her har det stor betydning for Enhedslisten, at Helle Thorning-Schmidt allerede under åbningsdebatten i Folketinget fastslog, at den nye regering vil fjerne fattigdomsydelserne.
Enhedslisten mener dog, at der er brug for flere penge til at finansiere forslagene. Støttepartiet foreslår en afgift på reklametryksager, en kvælstofafgift på landbruget og et loft over indbetalinger til pensioner.
/ritzau/