Besparelser: Mor og far som pædagog

Kommunerne har sparet så meget på daginstitutionsområdet, at forældre nu i stigende grad er begyndt at udføre frivilligt arbejde i deres børns dag-institutioner. Det er en "yderst betænkelig udvikling," lyder det fra pædagogernes fagforening BUPL, der bliver bakket op af Forældrenes Landsorganisation.
Overalt i Danmark er der således eksempler på, at forældre udfører ren-gøringsarbejde, håndværkerarbejde - og endda også hjælper pædagogerne med at holde øje med børnene eller tager med på udflugter pga. personalemangel.
"Det er ikke i orden, at bemandingen i daginstitutionerne på grund af besparelser er så skrabet, at forældrene nu i stigende omfang må træde til for at få hverdagen i daginstitutionerne til at hænge sammen. Man kan ikke basere den pædagogiske indsats i det offentlige på frivilligt arbejde," siger Henning Pedersen, der er formand i BUPL, til TV 2.
Én pædagog til 25 børn
Han fremhæver, at han har hørt om eksempler, hvor én pædagog har været alene med 25 børn. Han siger videre, at selv om forældre er vant til at opdrage og passe på deres egne børn, er det noget ganske andet, når der er 25 børn.
"Det kræver uddannelse at holde øje med så mange børn. Dagpasningstilbuddet skal baseres på uddannede pædagoger, der kan give børnene en tryg og indholdsrig hverdag."
Mor og far er ikke kompetente nok
Forældrenes Landsorganisation understreger, at forældrene meget gerne vil være en medspiller i deres børns daginstitution, men den trækker grænse ved, at forældre begynder f.eks. at skulle overtage pædagogernes arbejde:
"Vi som forældre er ikke kompetente nok eller har de redskaber, der skal til for at skabe et udviklingsmiljø for vores børn. Hvis forældre med forskellige baggrunde og en forskellig indstilling til pædagogik skal agere pædagoger, så bliver det et problem," siger Lars Klingenberg, der er formand for Forældrenes Landsorganisation.
"Forældre tager arbejde fra fagfolk"
Han har oplevet, at forældre i nogle daginstitutioner bliver hængende om morgenen eller om aftenen, når de afleverer og henter deres egne børn, fordi de kan se, at pædagogerne er presset.
"Jeg har også hørt om arbejdsweekender, hvor forældrene tager en weekend ud af kalenderen for at lave hovedrengøring eller malerarbejde, fordi der i daginstitutionen ikke er penge til vedligeholdelse," siger han.
"Det er gift for samfundet"
Udover at forældrene ikke får den serviceydelse, som de betaler for gennem skat og takst, er det også gift for samfundet, mener han:
"Det er jo ikke meningen, at forældre skal varetage pædagogarbejde og håndværksmæssigt arbejde for kommunen. Vi lægger frivilligt arbejde på et område, hvor vi har uddannet personale og fagfolk, der skal varetage disse opgaver. Vi udfører jo sort arbejde - uden at få penge for det."
Daginstitution har ressourcebank
Den integrerede daginstitution Bryggehuset på Islands Brygge er et eksempel på en daginstitution, hvor der er efter besparelser er blevet lavet en såkaldt ressourcebank på opfordring af forældrene.
Forældrene har på en liste skrevet ned, hvad de kan hjælpe med, men daginstitutionen har besluttet, at forældrene ikke skal lave pædagogisk arbejde eller udføre store håndværksarbejder:
"Vi opfatter forældrenes deltagelse som flødeskummet på lagkagen, og det sker, at en forælder tager med på tur som et par ekstra hænder," siger Eva Hallberg, der er institutionslederen i daginstitutionen.
Forældre leverer brød og papir
Daginstitutionen Bryggehuset får således brød fra en bagerforretning, når der er brød tilovers, mens andre forældre leverer papir, som børnene kan tegne på og klippe i.
"Vi har også en forælder, som kommer og holder små børneforedrag om, hvordan hjernen virker - og én, der lærer børnene om sansemotorik," siger Eva Hallberg.
Hun fortæller, at daginstitutionens ressourcebank bl.a. kan lade sig gøre, fordi daginstitutionen ligger i et ressourcestærkt område.
"Forældrene har efter endnu en økonomisk nedskæring et stærkt ønske om at bevare en god institution til deres børn," siger hun.
56 ud af 98 kommuner har planlagt besparelser i 2012
56 ud af landets 98 kommuner har i 2012 planlagt besparelser i større eller mindre omfang på dagtilpasningsområdet. Det viser kommunernes vedtaget budgetter eller forslag til budgetter, som BUPL har gennemgået.
I alt 33 procent af kommunerne planlægger kraftige besparelser på området, mens 28 procent planlægger middel besparelser.
I 34 kommuner er der udsigt til status quo eller forbedringer på dagtilpasningsområdet.