"Sass forsøger at redde sit renomé"

Sagen om Henrik Sass Larsens (S) møde med en rocker på en cafe i Køge og den efterfølgende degradering af Sass Larsen i Socialdemokratiet fik i går fornyet kraft, da det kom frem, at Henrik Sass Larsen udvekslede sms'er med Bandidosrockeren Torben Ohlsen-Jensen, som PET betegner som en meget farlig mand.

"Det, vi er ude i nu, er Henrik Sass Larsen, der prøver at redde sit gode navn og rygte og stadigvæk prøver at stille spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt, at han uden dom ikke kan få en sikkerhedsgodkendelse for noget han ikke mener er andet en naturligt," siger TV 2's politiske kommentator Peter Lautrup Larsen og henviser til, at det - ifølge Henrik Sass Larsen - blot var af høflighed, at han returnerede sms'en.

Her er de omtalte sms'er:

Sms fra Torben Ohlsen Jensen:"Hej Sass ... talte med Murat senere ... Bad ham lukke røven ... De skal bare skrubbe af ... Husk Sass ... vi er de stærkeste".

Svar fra Sass Larsen:"Hey. Skal hilse fra Tommy. Vi sidder i Køge og nyder det. Alt godt. Sass."

Det skete dagen efter, at Henrik Sass Larsen, vennen Tommy Kamp og Torben Ohlsen-Jensen blev fotograferet sammen på cafeen.

Ifølge Sass Larsen vidste han ikke, at rockeren kom forbi og Peter Lautrup Larsen mener ikke, det er usandsynligt, at Henrik Sass Larsen ganske enkelt ikke har vidst, hvad der foregik.

"Det er stadig uklart, hvor meget han vidste om det. Altså det at han svarer bandidosrockeren tilbage på en sms næste dag, forklarer Sass Larsen som en høflighedsreturnering. På den måde kan han godt have været viklet ind i et spil, han ikke har overskuet," siger Peter Lautrup Larsen.