Nyheder

SF'er kritiserer fyring af gravid

En af SF's toppolitikere, ligestillingsordfører og formanden for Folketingets socialudvalg Özlem Cekic, kritiserer nu partitoppens beslutning om at fyre flere ansatte.

Blandt de fyrede var en gravid kvinde og to ansatte på barsel.

"Jeg kan godt forstå frustrationen over fyringer. Jeg synes, alle skal overholde ligebehandlingsloven. Men desværre har folketingsgruppen ikke været inddraget i beslutningen. Den har ligget hos ledelsen og landssekretæren," skriver Özlem Cekic på Facebook.

Ifølge Ekstra Bladet har partitoppen i forbindelse med indskrænkninger af medarbejderstaben - oven på det dårlige valgresultat - fyret en højgravid, der skulle være gået på barsel den 28. oktober og to andre kvindelige ansatte, som har barselsorlov.

Kvinder på barsel røg også

Blandt samtlige 51 ansatte i partiet var tre enten højgravide eller på barselsorlov. SF-toppen valgte at fyre dem alle tre.

Formelt har landssekretær Turid Leirvoll stået for fyringerne, men hele SF-toppen har nikket ja til fyringerne af ni fastansatte medarbejdere.

Af de ni er de otte kvinder. En af de fyrede er valgt sikkerhedsrepræsentant.

Ekstra Bladet erfarer, at SF-toppen forsøgte at komme igennem med at fyre de tre kvinder uden om de meget skærpede regler, der gælder for fyring af netop gravide og ansatte på barsel.

De skulle gennemføres som almindelige fyringer i forbindelse med nødvendige nedskæringer.

Tilbuddet lød som udgangspunkt på fire måneders løn til den med laveste anciennitet. Der var lidt mere til dem med højere anciennitet.

Det var dog tilbud, som ingen af de tre dog bed på. Alle tre kvinder gik til deres faglige organisationer. Udgangen på den faglige strid mellem SF og de tre kvinder blev, at de nu får fra knap et års løn og opefter.

"Situationen er drøftet med de tillidsvalgte og fagforeningerne, for at sikre, at alle regler nøje er overholdt," skriver SF's landssekretær Turid Leirvoll i en svarmail til avisen.