Nyheder

Tjek af privathospitaler er væk

Sagen om overbetaling af privathospitalerne blev kaldt en skandale, og Helle Thorning-Schmidt (S) krævede som leder af oppositionen en uvildig, tilbundsgående kommissionsundersøgelse.

Alligevel er undersøgelsen ikke nævnt med et ord i Helle Thorning-Schmidts regeringsgrundlag. Det skriver Politiken onsdag.

"Det er helt forkert, at regeringen ikke har taget det med," siger gruppeformand Per Clausen fra Enhedslisten.

"Eftersom de selv var meget optaget af sagen, da de sad i opposition, så forstår jeg overhovedet ikke, hvorfor de ikke sætter undersøgelsen i gang."

Thorning og Krag vil ikke svare

Da Folketinget holdt åbningsdebat sidste år, fyldte hospitalssagen flere timer.

Forud var gået halvandet års afdækning af sagen, og undervejs blev VK-regeringen med Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen blandt andet beskyldt for at have overbetalt privathospitalerne, for at skjule oplysninger om sagen for Rigsrevisionen og for at vildlede Folketinget.

Det var på den baggrund, at Helle Thorning-Schmidt under åbningsdebatten i 2010 sagde:

"Der er mange løse ender, som handler om, at der muligvis er givet forkerte oplysninger til Folketinget, at en spindoktor muligvis har bedt embedsmænd om at slette e-mail, og at rigsrevisor ikke har fået de oplysninger, han har bedt om."

"Derfor undrer det mig, at statsministeren ikke er lige så optaget som vi af at få en tilbundsgående undersøgelse af hele den her sag. Så kunne alle spørgsmålene blive besvaret."

I dag ønsker Helle Thorning ikke at svare på spørgsmål om sagen.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) efterlyste også en undersøgelse, inden hun blev minister. Men heller ikke hun har nogen kommentarer, fordi hun i øjeblikket overvejer, hvilke initiativer der skal tages i forhold til overbetalingssagen.