12 banker er bukket under på fire år
Det begyndte med den mindre sjællandske Bank Trelleborg i januar 2008.
Siden har den danske banksektor været ude i et veritabelt stormvejr med store tab på udlån til erhvervslivet - primært ejendomssektoren. Flere banker har derfor opgivet selvstændigheden.
* Bank Trelleborg:
I januar 2008 kom det frem, at Bank Trelleborg var på randen af konkurs. Sydbank reddede banken på målstregen med et opkøb på 250 millioner kroner. Det betød, at aktionærerne i banken fik tvangsindløst deres aktier.
* Roskilde Bank:
Natten til fredag den 11. juli 2008 meddelte Roskilde Bank, at Nationalbanken havde stillet en likviditetsgaranti til rådighed, og at banken var sat til salg. Men ingen vil røre banken med en ildtang, og Roskilde Bank blev sidst i august overtaget af banksektorens private beredskab og Nationalbanken. Spar Nord, Arbejdernes Landsbank og Nordea købte Roskilde Banks filialnet, men leverede siden 1400 erhvervskunder og 6000 privatkunder tilbage.
* Forstædernes Bank:
Store problemer med at refinansiere sin gæld betød, at Forstædernes Bank måtte søge ly hos Nykredit Bank. Samtidig kostede dårlig omtale i pressen banken dyrt. På få måneder trak kunderne voldsomt ud af deres indestående.
* Bonusbanken:
Den mindre Herning-bank kom for alvor i krise, da ejendomsspekulanten Kenneth Schwarz Thomsen gik konkurs. Banken blev overtaget af Vestjysk Bank, som samtidig fusionerede med Ringkjøbing Bank.
* EBH Bank:
Nordjyske EBH kom i store problemer i efteråret 2008. Banken måtte modtage et nødlån fra Nationalbanken og en række hemmelige banker for at overleve. EBH Bank måtte alligevel trække stikket i november, da den ikke kunne overholde lovens solvens krav. Dermed blev den nordjyske bank første kunde i butikken hos det nyoprettede statslige afviklingsselskab med navnet Finansiel Stabilitet.
* Løkken Sparekasse:
Den mindre nordjyske sparekasse måtte i marts 2009 konstatere, at ingen vil fusioneres med det kriseramte pengeinstitut. Derfor blev det overtaget af Finansiel Stabilitet, og sparekassens garanter havde tabt deres penge. I slutningen af marts købte Nordjyske Bank kerneaktiviteterne i Løkken Sparekasse.
* Gudme Raaschou Bank:
Nedturen på ejendomsmarkedet ramte også investeringsbanken Gudme Raaschou hårdt. Den 16. april 2009 gav banken op, fordi den ikke overholdt lovens solvenskrav. Er nu et selskab under Finansiel Stabilitet. Lån & Spar Bank har overtaget en del af bankens aktiviteter.
* Fionia Bank:
Efter flere massive nedskrivninger i slutningen af 2008 smed fynske Fionia Bank i februar 2009 håndklædet i ringen. Bank aktiviteterne blev overført til et nyt selskab, der blev kontrolleret af Finansiel Stabilitet i et forsøg på at redde banken. I juni måtte direktionen indse, at egenkapitalen var tabt og bankens overlevelsesmuligheder væk. Nordea købte de sunde rester af Fyns største bank.
* Eik Bank:
Den færøske bank, som havde et datterselskab i Danmark med cirka 100.000 kunder, blev i september 2010 presset af Finanstilsynet til inden for få dage at skaffe mere end en milliard kroner i forbindelse med store tab på udlån. Det lykkedes ikke, og Finansiel Stabilitet måtte igen overtage en bank. Kort før jul købte Spar Lolland Eik Banks danske aktiviteter.
* Amagerbanken:
Historien om Amagerbankens krak blev lang og snoet. Med finanskrisen fulgte gigantiske nedskrivninger, og hovedstadsbanken blev flere gange meldt døende. Men med hjælp fra rigmanden Karsten Ree, som smed i alt 800 millioner kroner i Amagerbanken, lykkedes det flere gange ledelsen at holde Finansiel Stabilitet fra døren.
Da Amagerbanken i september 2010 fik en statsgaranti og et par måneder efter en ny ledelse, forventede alle, at banken endeligt var reddet. Den 6. februar sprængte bomben dog: Amagerbanken var krakket.
88 dage efter sin tiltræden havde den nye ledelse fundet yderligere tab, og understregede, at der ingen vej var uden om en overdragelse til Finansiel Stabilitet. I efteråret 2010 udløb bankpakke 1, som gav ubegrænset indskydergaranti, og dermed kostede krakket for første gang i nyere tid almindelige bankkunder penge.
* Fjordbank Mors:
Fjordbank Mors var blevet til efter en fusion mellem Morsø Bank og Morsø Sparekasse. Nye krav fra Finanstilsynet pressede dog Nykøbing Mors-banken til i juni 2011 at anmode om at blive overtaget og afviklet under bankpakke 3. Jyske Bank køber senere dele af banken, og overtager 47.000 kunder.
* Max Bank:
Den Næstved-baserede bank må sent den 8. oktober meddele, at banken ikke kan fortsætte, fordi Finanstilsynet har fremsat krav om yderligere nedskrivninger og har fastsat et forøget solvenskrav. Et døgn efter bliver der landet en aftale med Sparekassen Sjælland, som køber de sunde dele af Max Bank med cirka 35.000 kunder.