Nyheder

SF straffes igen af vælgerne

Der har været mere end almindelig meget malurt i den uge, der med SF's indtræden i den nye regering, skulle have været den helt store triumf.

Og efter det med regeringsgrundlaget står klart, at en række af SF's mærkesager hænger i en tynd tråd på grund af manglende finansiering, er kritikken taget til.

I en ny Megafonmåling for TV 2 og Po-litiken fortsætter partiet sin nedtur og lander på blot 7,8 procents tilslut-ning. Det er den dårligste måling, SF har fået siden november 2006.

"Jeg kan godt forstå, hvis der er nogle af vores vælgere, der er ærgerlige over, at vi ikke kunne få efterlønsforringelserne af bordet for eksempel. Det er vi også selv," siger SF's politiske ordfører, Jesper Petersen til Politiken.

I partiets bagland holder man vejret. Selv om man ikke ser målingen som en katastrofe i sig selv, er den et vink med en vognstang om, at vælgerne gør krav på at se resultater.

"De SF-aftryk, der er i regeringsgrundlaget, skal vi have sat i gang, så folk konkret kan se, hvad det er, vi gør," siger medlem af landsledelsen Jesper Gisli.

For mange SF'ere har det været en bitter pille at sluge, da det stod klart, at hverken millionær-, bank- eller aktieskatterne havde fundet vej til regeringsgrundlaget.

Og da så samtidig SF's egen skatteminister, Thor Möger Pedersen, kunne fortælle, at der er topskattelettelser på vej, mens der ikke er råd til at afskaffe de såkaldte fattigdomsydelser som starthjælp og kontanthjælpsloft, blev det for meget.

"Det er ikke det, jeg forstår ved en fair fordelingspolitik, og ikke det, jeg bakker op om som SF'er," siger medlem af landsledelsen Annika Smith.

En lang række SF'ere fra partiets bagland kræver, at spørgsmålet om fattigdomsydelser nu bringes helt i front.