Nyheder

Lykketoft holder folketinget i ørerne

Flere medlemmer af Folketinget fik under åbningsdebatten i dag reprimander med på vejen af den nye formand, Mogens Lykketoft.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, var den første taler på stolen. Det er også hende, der får den først irettesættelse.

I omkring et kvarter taler hun om den nye regerings fejl og svagheder. Derefter læser hun et forslag til en vedtagelse op, som Venstre, konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti står bag.

Det får Mogens Lykketoft, til at rejse sig og sætte Ellen Trane Nørby på plads.

"Jeg skal henstille på, at man i taletiden oplæser vedtagelsen", lyder det fra Mogens Lykketoft.

"Vi siger ikke du"

Lidt senere i debatten er det nyvalgte 28-årige Ane Halsboe-Larsen (S), der får en reprimande, da hun går i diskussion med Elle Trane Nørby.

Det nyvalgte folketingsmedlem bruger tiltaleformen du.

"Må jeg lige i al stilfærdighed gøre den bemærkning, mest af hensyn til nye medlemmer, at det er rigtigt vi tiltaler hinanden du udenfor, men herinde gør vi det ikke," sagde folketingets nye formand.