Nyheder

Kritik: Regering skaber usikkerhed

Den nye opposition langer ud efter den lige så nye regering inden Folketingets åbningsdebat i morgen. Regeringen beskyldes for at være uforberedte og skabe usikkerhed om, hvad borgerne egentlig kan forvente.

Regeringen har blandt andet lovet at afskaffe starthjælpen og fjerne loftet over kontanthjælp, og det skal igen være gratis at blive behandlet for barnløshed og børnechecken skal tilbage på det gamle niveau.

Også i bilbranchen venter man på, at der kommer handling bag ordene. For Helle Thorning-Schmidt har lovet at gøre miljørigtige biler billigere, og sådan nogle løfter påvirker omgående bilsalget.

"Vi mærker i øjeblikket, at vi har været igennem en valgkamp og at nogen rasler med sablen omkring en afgiftsomlægning, og så mærker vi en afmatning på efterspørgslen," siger Mikkel Sort, salgschef hos Bilia Personvogne.

Bombardement i Folketingssalen

I valgkampen lovede S og SF et grønnere Danmark med en reform af bilafgifterne. Men oppositionen leder forgæves efter konkrete forslag fra regeringen.

"Skal man handle bil i en situation, hvor de siger, at bilafgifterne bliver ændret. Det efterlader så stor uklarhed for ganske almindelige mennesker. Det er uhørt og må bringes til ophør. De må give nogle klare svar," siger Kristian Thulesen-Dahl fra Dansk Folkeparti.

Hos regeringspartiet SF forklarer den nyvalgte politiske ordfører, Jesper Petersen, hvorfor der endnu ikke er noget konkret at forholde sig til.

"Hvis man havde givet regeringsmagten alene til S og SF var det nok gået stærkere, men sådan sammensatte vælgerne ikke Folketinget. Det blev noget mere mudret, og vi har skullet bruge til på at forhindre et regeringsgrundlag på plads," siger han.

Regeringen kan derfor se frem til et bombardement af spørgsmål og kritik fra oppositionen, når der i morgen - torsdag - er åbningsdebat i Folketinget.