Nyheder

Løs los bliver mere og mere farlig

I den lille by Sabro vest for Aarhus er en los, som er stukket af fra sine ejere, nu fri på tiende døgn. Politiet har hidtil ment, at den ikke var farlig for børn, men jægere er nu blevet bedt om at skyde den, hvis de ser den. Og i dag er der sat en ekstra fælde op i håb om at lossen går i den.

"Det er sådan med et vildt dyr, der er blevet tamt, at når det slipper fri, så vender det gradvist tilbage til sine instinkter og bliver dermed mere og mere farligt," siger Lars Bruun Hansen, skovfoged og vildtkonsulent ved Naturstyrelsen, til TV 2 News.

"Da dyret er tamt, har det mistet sin skyhed over for mennesket og det vil sige, at det kan være farligt for vores kæledyr."

Kan se børn som bytte

Og det er ikke kun Fido eller Kisser, som kan risikere at blive bytte for lossen. Også små børn kan være i risikozonen.

"Den vil opfatte et lille barn som et bytte på størrelse med et stykke råvildt," siger Lars Bruun Hansen.

Han siger dog, at lossen formentlig ikke vil opsøge børnene.

"Men hvis den kommer i nærheden, så skal man tage sine børn til sig og gå væk fra dyret," siger skovfogeden.