Nyheder

Kamp: Min samtale kan ikke skade Sass

Tommy Kamp kalder det absurd, hvis en telefonsamtale kan betyde, at Henrik Sass-Larsen ikke kan blive minister.

"Uanset hvad jeg har sagt eller andre har sagt, så kan det vel ikke belaste Henrik Sass-Larsen. I princippet kan enhver tosse jo sige hvad som helst, og det er han jo ikke ansvarlig for," siger Tommy Kamp til TV 2 NEWS.

Politiet har lyttet med på flere samtaler mellem Bandidos-rockeren Torben Olsen og Tommy Kamp.

I de samtaler skulle Tommy Kamp angiveligt have lovet bandidos-rockeren, at Henrik Sass-Larsen nok skulle hjælpe ham i en sag om samkvems-ret. Disse aflytninger indgår ifølge Ekstra Bladet i PET's materiale i sagen.

Tommy Kamp, der er tidligere socialdemokratisk formand i Køge, mener ikke, at de pågældende samtaler har spændt ben for Henrik Sass-Larsens politiske karriere.

"Der er ikke noget i de samtaler, jeg har foretaget med Torben Olsen, som gør at Henrik Sass-Larsen ikke skulle kunne blive sikkerhedsgodkendt," lyder det fra Kamp til TV 2 NEWS.