Nyheder

"Hun lægger hovedet i sin egen løkke"

Det er en kæmpe løgn, når Helle Thorning-Schmidt siger, at Henrik Sass Larsen ikke kan blive minister pga. et enkelt møde med en rocker i Køge.

Det mener Dansk Folkepartis medlem af Folketingets præsidium, Søren Espersen.

"Jeg vil opfordre hende til at gøre ham til minister, for hvis det eneste han har gjort er at tale med en rocker om hans faderskabssag, har han (Henrik Sass, red.) ikke gjort noget forkert. Dvs. hun kender sandheden, og hun holder den for sig selv, og det vil vi spørge hende om første gang hun står på Folketingets talerstol under ministeransvarsloven. Så må vi se, om hun også fortsætter med at lyve på Folketingets talerstol," siger Søren Espersen til TV 2 NEWS.

Helle Thorning-Schmidt kaldte det i går "en klog beslutning", at Henrik Sass Larsen havde trukket sig som ministerkandidat pga. mødet med rockeren på en café i Køge.

"Jeg kan ikke, og jeg vil ikke gå yderligere ind i denne her sag. Det er Henrik Sass, der har taget en beslutning på baggrund af de oplysninger, han har fået, og det tager jeg selvfølgelig til efterretning. Jeg er rigtig ked af det"," sagde hun i går.

Dermed sagde Helle Thorning-Schmidt ikke, at mødet med rockeren var årsagen, som Søren Espersen påstår.

Eksperter undrer sig

Flere eksperter undrede sig i går over, at det skulle være den eneste årsag til, at PET ikke kunne sikkerhedsgodkende Sass Larsen. Juraprofessor Eva Schmidt undrer sig således såre:

"Det lyder for mig meget mærkeligt, at et tilfældigt møde med en rocker er nok til, at man ikke kan få en sikkerhedsgodkendelse af PET," siger Eva Smith.

Samme melding kommer fra den tidligere operative chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen:

"Det er min vurdering, at sagen som forlagt ikke bør forhindre en sikkerhedsgodkendelse."

Vi har alle været i dårligt selskab

Søren Espersen mener, at ingen politikere kan sige sig fri for at have været i dårligt selskab på noget tidspunkt.

"Hvis det eneste han har gjort er at drikke en kop kaffe med en rocker i Køge, så vil der være 179 medlemmer af Folketinget, der aldrig vil kunne blive minister," siger Søren Espersen.

Han retter i stedet skytset mod Danmarks kommende statsminister:

"Vi må kræve af Danmarks kommende statsminister, at hun må sige sandheden og lade være med at lyve. Hun lægger allerede fra start hovedet i sin egen løkke," siger han.