EL: Op til Sass selv at udlevere PET-papir

Det er op til Henrik Sass Larsen (S) selv at afgøre, om Socialdemokraterne skal udlevere flere oplysninger fra PET-undersøgelsen af ham, siger Enhedslistens folketingsmedlem Per Clausen.

Og støttepartiet for den kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har ikke tænkt sig at tage sagen op med hende, siger han.

"Henrik Sass må selv tage stilling til, hvad der skal skabe større troværdighed," siger Per Clausen til den udbredte anfægtelse af Sass Larsens forklaring om, at PET ikke har sikkerhedsgodkendt ham som ministeremne alene på grund af et par sporadiske kontakter med en fremtrædende Bandidos-rocker.

Den forklaring afviser Per Clausen at kommentere nærmere.

"Som det ligger forklaret, kan jeg ikke forstå det. Det er det eneste, jeg vil sige," siger han.

Mens medier og politiske modstandere spekulerer i, om der ligger mere alvorlige indsigelser fra PET bag, så siger Per Clausen:

"Det er fantastisk at høre, at borgerlige politikere, som ellers i almindelighed afviser, at PET bør være mere åbne, nu kræver mere åbenhed fra PET. Men det er jo bare noget de nu siger i deres eget partis tjeneste."

Han siger samtidig, at PET bør være mere åbne om efter hvilke kriterier, efterretningstjenesten bedømmer folks egnethed til sikkerhedsgodkendelser.

Det gælder også, når PET afgør, om udlændinge udgør en sikkerhedsrisiko i forbindelse med ansøgninger om statsborgerskab, siger Per Clausen.

"I dag får ansøgere bare besked om, at PET har givet afslag uden nogen begrundelse. Og de har ikke mulighed for at forsvare sig offentligt," siger han.