Nyheder

Igen og igen: Genbrug er på mode

Danskerne strømmer til loppemarkeder, garagesalg og genbrugsbutikker.

Handlen med brugte ting mellem private danskere beløber sig i år til 95 milliarder kroner, ifølge et nyt estimat fra Den Blå Avis.

Det er en stigning på 87 procent på blot to år, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.

Tendensen hænger sammen med finanskrisen, vurderer en ekspert i forbrugeradfærd. Og det er ikke kun et spørgsmål om at spare.

"Vi bliver optagede af den gamle verden og mormors juleplatter, når der er krise. Det gør os trygge," siger seniorkonsulent Mette Skovgaard Frich fra analysebureauet Retail Institute Scandinavia.

Den Blå Avis regner med 7,3 millioner privatannoncer i år. Det er næsten to annoncer per voksen dansker og en stigning på 35 procent i forhold til året før.

"Genbrug er blevet en samfundstrend," siger kommunikationschef Simon Karsø fra Den Blå Avis.

Men det stigende køb og salg af genbrugsvarer er ikke kun trendy og hyggeligt. For mens genbrugsportalerne vokser, skrumper statens indtægter.

"Den parallelle økonomi vokser, og det er bestemt ikke noget, der pynter på statskassen," siger forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen til avisen.

Hun vurderer, at Staten går glip af omkring 19 milliarder kroner i moms på grund af handlen med brugte ting. Dertil kommer det dalende salg i landets butikker.