Nyheder

Olsen, Fogh og Khader fortæller om 9/11

Selv om det er 10 år siden, at terrorangrebet på USA fandt sted, husker langt de fleste mennesker stadig, hvad de foretog sig, netop som flyene ramte ind i World Trade Center og Pentagon og ændrede verden for altid.

Nedenunder er samlet en række kommentarer fra kendte danskere, der fortæller, hvor de var henne, hvad de tænkte, og hvilken betydning terrorangrebene den 11. september har haft.

Morten Olsen, landstræner for fodboldlandsholdet:

"Jeg sad på mit kontor og så en fodboldkamp, som jeg var ved at analysere. Så ringede min gode ven Lars Berendt (kommunikationschef i DBU, red.) til mig og sagde, at jeg ikke skulle se fodbold, men slå over på nyhederne."

"Som mange andre tænkte jeg, at det var en Hollywood-film, jeg så. Man fandt jo desværre hurtigt ud af, at det var virkelighed. Chokerende. Det er vel den bedste måde at beskrive det på.

Anders Fogh Rasmussen, generalsekretær for Nato og tidligere statsminister:

"Jeg hentede Anne-Mette (Anders Fogh Rasmussens kone, red.) fra arbejde den dag, da jeg hørte det i radioen. Vi skyndte os hjem og tændte for fjernsynet. Derfra fulgte vi, fulde af forundring og bekymring, udviklingen hele aftenen med pizzaer bragt fra det lokale pizzeria. Vi kunne ikke forlade skærmen for at lave mad."

"Det har haft væsentlig betydning. Jeg blev jo statsminister få uger efter. Verden blev kastet ud i et finansielt uvejr og en massiv indsats mod terrorisme. Herunder ikke mindst krigen i Afghanistan."

"Næsten 50 lande - hvert tredje land i verden - står sammen i kampen mod Taliban og dermed terror i hele verden. Der er meget arbejde at gøre endnu i Afghanistan og resten af regionen, hvis vi i vores del af verden skal sikre os mod terroristernes angreb mod os og vore værdier. Men vi er determinerede på at lykkes."

Jens Chr. Hansen, erhvervskommentator for Berlingske, tidligere USA-korrespondent for Jyllands-Posten, befandt sig på Manhattan den 11. september:

"Al kommunikation var lukket ned, mobiltelefoner, telefonbokse, alt var kaos, ingen vidste noget, i det fjerne hørtes hylende sirener. Det eneste, man kunne se, var den sorte røg, der steg op mod den lyseblå himmel over Sydmanhattan. Enhver bar, frisørsalon eller gadekøkken havde et lille tv stående. Ingen sagde noget, billederne kørte som på en film, alle kiggede bare måbende på tv'et ude af stand til at fatte, hvad der var sket."

"I første omgang troede jeg, at et lille privatfly var kommet på afveje. Da så det andet fly ramte, kom jeg til at sige højt til mig selv, det er terror. Newyorkerne var fuldstændig lamslåede. De blev stille, mange ligefrem eftertænksomme, apatiske, andre nægtede at tro, at det var sandt. Det enorme energiniveau på Manhattan blev for en stund suget ud af newyorkerne, energien sat på stand-by."

"Begge mine børn havde skolekammerater, som havde mistet en far, en mor en onkel. I mange dage var det nære, familien, sorgen, fortvivlelsen og medfølelsen fra bekendte det, der kendetegnede dagliglivet i New York. Første senere kom de store verdenspolitiske diskussioner om hævn, gengældelse og krig."

"Den 11. september 2001 er den mærkeligste og professionelt absolut mest frustrerende dag i mit liv. Meget er forsvundet i hukommelsen, meget står som en tåge, en uvirkelighed. Et mærkeligt kaos af billeder i baghovedet, som jeg har svært ved at få sat i system."

Nikolaj Hübbe, balletchef ved Den Kongelige Ballet:

"Jeg tænkte på min kæreste, som havde sagt, at han ville overnatte i sit kontor, der lå tre blokke fra tårnene. Så jeg var rimelig panikslagen, og det hjalp jo heller ikke på panikken, at alle kollegerne også havde familie og venner i New York og var bange for, hvad der var sket med dem. Det var helt forfærdeligt. Heldigvis var min kæreste ok, han var taget hjem for at sove. Jeg tænkte - sikkert ligesom mange andre - om det her var begyndelsen til tredje verdenskrig."

"Jeg tror faktisk, at jeg kom til at holde endnu mere af byen. Jeg elskede den i forvejen, men følelsen af, at ens by var truet, gjorde, at jeg fik et endnu stærkere bånd til den, havde mere lyst til at værne om den og sætte pris på den."

Naser Khader, folketingsmedlem for De Konservative:

"Jeg stod og underviste lærere, socialrådgivere og pædagoger i Interkulturel Kompetence. I pausen tændte jeg for min telefon. Den var proppet med beskeder og ubesvarede opkald. Jeg kan huske, at jeg tænkte, om verden var ved at gå under. Det var beskeder fra venner, familie og journalister. Jeg gik tilbage til klassen og fortalte dem, hvad der var sket. Folk så vantro ud. Vi tændte for radioen for at finde ud af mere. Det var forfærdeligt og chokerende. Så kunne vi ikke arbejde mere, fordi det gjorde så stort et indtryk på os. De efterfølgende seks år havde jeg en aftale med arrangørerne af foredraget om at holde det samme foredrag på dagen for terrorangrebet for at markere dagen."

"Indtil det arabiske forår (i 2011, red.) har jeg haft et lidt sort syn på tingene. Men det arabiske forår har faktisk svækket islamisterne. Det kunne man blandt andet se, da Osama bin Laden blev slået ihjel - der var ingen demonstrationer. Men der er stadig fare for verdensfreden. Vi må ikke slappe af. De islamistiske grupper benytter sig i stadigt stigende grad af såkaldte "homegrowns" (muslimer der er født og opvokset i Vesten). Dem skal vi være opmærksomme på."

"Efter terrorangrebet 11. september overvejede jeg flere gange at forlade islam på grund af islamisterne. Nogle gange har jeg følt, at de "hijackede" religionen. Jeg ville ikke være trosfælle med folk, der myrder og slår ihjel og siger Guds navn i samme åndedrag."

Tom Kristensen, racerkører og otte-dobbelt vinder af Le Mans:

"Jeg var i et mobilhome på en campingplads tæt på racerbanen Laguna Seca i Californien. Jeg var ude for at løbe en morgentur og undrede mig over, at alle hørte radio eller så tv med høj volumen. Da jeg kom tilbage, tændte vi radioen og blev langsomt klar over katastrofen."

"Jeg så det først på skærmen et par timer senere - og blev meget chokeret over kynismen, udførelsen og hvilket "impact" det gav. Vi blev kontaktet af familie, venner og Audi-folk, der alle ville høre, om vi var ok, nu da vi opholdt os i USA.

Zubair Butt Hussain, tidligere talsmand for Muslimernes Fællesråd, cand. polit.:

"Der var en stærk uoverensstemmelse imellem, hvad jeg så på skærmen, og hvad jeg ville tro på, at det var. Så der gik noget tid, før gruen egentlig sank ind. Først skulle de grænseoverskridende billeder fordøjes. Jeg mindes skiftevis at kigge på skærmen og kigge ned på gaden og mod banegraven ved Vesterport Station. Som efterrationalisering tænker jeg, at jeg var nødsaget til at se på noget som fulgte en kendt norm, da det der udspillede sig på skærmen var for uvirkeligt og anmassende."

"I kølvandet på episoden synes jeg, at folk kiggede en del, og det blev også til enkelte tilråb af harsk karakter, og debatterne var, som de nu engang var. Trods mine forældres nervøsitet omkring mit udseende, så havde jeg ingen intentioner om at lave om på den kronragede isse og skægget."

Pia Kjærsgaard, leder af Dansk Folkeparti (DF):

"Jeg var ude i min have, hvor jeg fejede blade i godt vejr. Pludselig kom min mand ud og kaldte på mig. Vi sad klinet til skærmen i flere timer. Det var helt uvirkeligt."

"Jeg blev jo lammet. Man blev ved og ved og ved med at se det klip, hvor flyet rammer ind i tårnet, og det tog lidt tid, før det gik op for mig, hvad der rent faktisk var sket. Sådan tror jeg, at mange havde det."

Eva Smith, professor i jura ved Københavns Universitet:

"Først troede jeg, at det var en reklame for en horrorfilm. Da det gik op for mig? Forfærdelse, følelse af at det var uvirkeligt, medlidenhed, en fornemmelse af, at min verden var ændret for altid, trang til at se min familie."

"Det har ændret verden og Danmark, synes jeg. Mere mistænksomhed, mere overvågning, mindre tolerance og åbenhed. For at beskytte os har vi svækket væsentlige principper for retssikkerhed og demokrati."