Nyheder

Eksperter: Thornings skattesag er død

De nye anklager i dagbladet B.T. mod Helle Thorning-Schmidts forhold til skat er så tynde, at de ingen betydning får for hendes valgkamp. Det er flere eksperter enige om.

"Historien laver ikke om på noget. Den er så tynd og tilføjer ikke noget nyt, så den vil ikke skade hende," siger politisk kommentator Peter Goll fra Geelmuyden. Kiese, der tidligere har arbejdet for SF.

Han bakkes op af politisk kommentator Rasmus Jønsson, der vurderer, at sagen "overhovedet ikke kommer til at flytte noget".

"Vælgerne har været igennem denne her debat sidste år og bestemt sig efter den første skattesag, hvad de mener om det," siger han.

Skat har valgt at bede politiet om at gå ind i sagen for at undersøge, om ministeriet har lækket de fortrolige oplysninger. Noget som statsminister Lars Løkke (V) blandt andre har opfordret til, samtidig med at han har afvist at kommentere på indholdet i sagen.

"Det er rigtig klogt af Lars Løkke. Det er den måde, han kan håndtere denne her sag på. Sagen er så tynd, at hvis han bruger den direkte i forhold til Helle Thorning, kommer det til at virke som en koordineret kampagne fra Venstre mod hende," siger Peter Goll.

"Det er en forudsigelige reaktion fra ham. Samtidig kan han bidrage til at holde sagen i gang, så den kan få en ekstra tur i mediemøllen. Det er efter ABC'en," siger Rasmus Jønsson.