Vil give flere opholdstilladelser

Det skal være nemmere for udlændinge at få permanent opholdstilladelse i Danmark.
Det siger Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, der mener, at regeringens pointsystem for permanente opholdstilladelser er "for stramt". Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag.
"Vi kan ikke acceptere, at udlændinge, der har haft en kort sygdomsperiode eller har modtaget medicintilskud, bliver diskvalificeret til at få permanent opholdstilladelse i Danmark," siger Helle Thorning-Schmidt.
Meldingen fra S-formanden kommer efter en uge, hvor rød blok har haft store problemer med den politisk sprængfarlige udlændingepolitik.
Blandt andet har SF's Villy Søvndal sået tvivl om fredningen af 24-års-reglen, og senest havnede S og SF i uenighed om pointsystemet for familiesammenføring.
Helle Thorning-Schmidt holder dog fast i, at reglerne bør lempes, så flere kan sikre sig permanent ophold.
"Det har vi ingen problemer med - vi skal bare sikre, at det er de rigtige, der får permanent ophold, ved at opstille nogle krav, som er fair og fremmer integrationen," siger hun til Jyllands-Posten.
Forslaget har allerede støtte fra SF, R og Enhedslisten, skriver avisen.
DR Nyheder oplyser i samme forbindelse, at antallet af permanente opholdstilladelser er styrtdykket, siden sidste forår, hvor regeringen indførte et nyt pointsystem.
Før det fik 59 procent af de der søgte en permanent opholdstilladelse. I dag slipper kun 18 procent gennem nåleøjet, viser en ny opgørelse fra Integrationsministeriet, oplyser DR Nyheder.
Jyllands-Posten skriver ligeledes om det faldende antal af opholdstilladelser. Ifølge avisen blev der i de første 10 måneder af 2010 givet 1954 tilladelser, mens der i de første seks måneder af 2011 er blevet givet blot 274.