Hvad synes du om politikernes sange?
På YouTube og andre sociale medier er der dukket en del politiske slagsange og valgnumre op, siden Lars Løkke Rasmussen udskrev valg i fredags.
TV 2 har bedt musikanmelder Rune Skyum-Nielsen om at give en vurdering af de forskellige sange.
Det er ikke lykkedes at finde valgvideoer fra de store partier.
"Mit bud er, at de har brugt kræfterne på nogle andre ting. Og så kan man komme galt af sted, hvis man ikke gør det godt. Man skal gøre det ordentligt, hvis man skal gøre det," siger Rune Skyum-Nielsen.
"Jeg håber da lidt, at der kommer nogle flere indspark i løbet af valgkampen, for det er faktisk ret sjovt at følge med i. Især når de blamerer sig," siger han videre.
Er der eksempler på, at valgsange bliver hos os, og bliver en del af vores kultur?
"Nej, ikke mange af dem. Det er sådan nogle sange, som kommer og går, og det skal de måske også - ellers bliver vi påduttet et eller andet når man nyder noget bestemt musik. Det er mere støttesang til store indsamlinger til fordel for fx. Afrika, der bliver hængende. "We are the World" er det bedste eksempel."
Hør Dansk Folkepartis valgsang, hvor partiets trafikordfører Kim Christiansen synger for, og hør Rune Skyum-Nielsen anmelde sangen efterfølgende:
Hør Liberal Alliances valgnummer er skrevet og sunget af Michael Hardinger fra Shu-bi-dua, og hør Rune Skyum-Nielsens dom:
Enhedslisten har ikke en officiel valgvideo, men Nørrebro-rapperen Babak Vakili, gør med sangen "Listen" opmærksom på Enhedslistens politik:
Hør støttesangen forden socialdemokratiske politiker Rasmus Horn Langhoff:
Martin Gerup fra Dieters Lieder synger en sang for den radikale folketingsmedlem Zenia Stampe:
Rune Skyum-Nielsens kommentar til sangen og videoen:
"Den er jo i virkeligheden ikke særlig ambitiøs, den sang. Det er en hurtigt lavet troubadour-ode til en kvinde, som åbenbart også skal trækkes med en skamløst ukoreograferet gang striptease i baggrunden, hvad tilmed gør også sangen dybt useriøs. Man kan også spørge sig, om nøgenheden var gået, hvis de var to kvinder, der havde besunget en mandlig kandidat. Så havde staklen nok skullet kæmpe med en sag om sexisme efterfølgende."
Venstres kulturordfører Troels Christensen synger "Pas på Helle og Villy":
Rune Skyum-Nielsens kommentar til sangen og videoen:
"Det er desværre ikke en joke. Troels Christensen, som er kulturordfører for Venstre og burde være dagligt engageret i at støtte nye danske musikudtryk, graver suppe-, steg- og ismusikeren frem fra gemmerne, og det lyder kreperligt, selvom hans sangstemme faktisk er ganske fin. Der er bund i toptonerne, men musikken og budskabet skraber til gengæld bunden. Han peger jo bare fingre og har åbenbart ikke noget positivt, han vil bidrage med.
Troels Christensen kom i øvrigt også galt med sin valgsang for fire år siden, da han kopierede protestsangeren Pia Raug uden tilladelse. Det virker desværre lidt uforbederligt."