Nyheder

S-SF: Ingen penge - ingen løfter

Hvis finansministeren bliver rød efter folketingsvalget, vil den nye regering bygge sin økonomiske politik på et "meget klart forsigtighedsprincip".

Sådan lyder løftet fra Socialdemokraterne og SF.

I deres valggrundlag forpligter partierne sig på, at "pengene skal være der først", før de hiver statens store dankort frem af lommen for at betale for nye udgifter.

Det betyder at en rød regering altid skal skaffe nye indtægter eller besparelser, før den åbner offentlige kasser til alverdens nye tiltag.

"Regeringen efterlader et økonomisk morads, fordi de har delt skattelettelser ud, som de ikke havde penge til. Det synes jeg er at gamble med dansk økonomi. Vi siger i stedet, at vi ikke bruger penge, før vi har skaffet indtægterne," siger SF-leder, Villy Søvndal i en pressemeddelelse.

S og SF garanterer, at partiernes valgløfter nok skal blive gennemført:

"Vi er fast besluttet på, at gøre folkeskolen bedre, så alle børn får en fair chance og sikre, at vi får offentlige sygehuse i topklasse. Det vil vi gøre til virkelighed, men først når pengene er kommet i kassen," tilføjer han.

Før S-SF tager spenderbukserne på og propper flere penge i sundhedsvæsnet til sygehuse, kræftbehandling og forebyggelse, hæver de prisen på cigaretter og usund mad.

De vil også indføre en millionærskat, før de giver almindelige lønmodtagere et højere beskæftigelsesfradrag.

Det nye "forsigtighedsprincip" skal værne dansk økonomi mod gæld, lyder det. De to partier mener dog fortsat, at der i 2012 er behov for at kickstarte dansk økonomi.

Det skal ske ved at renovere skoler, jernbaner og kloakker for 10 milliarder.