Nyheder

Partier sender unge på farlig mission

De politiske partier har i weekenden haft forrygende travlt med at bryde en lov, som de tvinger alle andre til at overholde, skriver 24timer.

Tusindvis af frivillige har nemlig i lodret strid med loven siden fredag klokken 11 kravlet rundt højt oppe i lygtepæle landet over og flagret med de valgplakater, der skulle snores fast.

Men det er forbudt at lege Tarzan på den måde.

"Der er tale om klare brud på arbejdsmiljøloven, når partierne sender unge - uden faldsikring - op i gittermaster, hvor der ofte er mere end to meters frit fald. Det foregår i et højt tempo. Det er uforsvarligt," fastslår Marianne Nielsen, seniorrådgiver i rådgivningsvirksomheden Arbejdsmiljøeksperten, til 24timer.

Arbejdstilsynet fører ikke tilsyn med plakatophængningen, men slår fast, at reglerne skal overholdes.

"Partierne og partiforeningerne skal også overholde sikkerhedsreglerne og arbejdsmiljøloven, og bruger de frivillige ikke stiger, men klatrer de rundt i lygtepæle i stor højde, bliver reglerne overtrådt," siger Jakob Hjuler Tamsmark, Arbejdstilsynets pressechef, til 24timer.

Det bryder vælgerne sig ikke om

Kommunikationsekspert Sune Hjorth fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole slår fast, at der ikke er tale om en politisk katastrofe.

"Men regler skal overholdes, og ligesom især politifolk ikke bør begå kriminalitet, skal partierne ikke undervurdere, at vælgerne ikke bryder sig om, når de bryder de regler, de selv har vedtaget," siger han til 24timer.

Liberal Alliance, som er blandt de partier, der har overtrådt arbejdsmiljøloven, tager kritikken med ophøjet ro.

"Det her viser bare med al tydelighed, at der er alt for mange unødvendige regler i det her samfund," siger partiets landsformand, Leif Mikkelsen, til 24timer.

"Under kommunalvalgkampen i 2009 blev Anders Samuelsen kritiseret af myndighederne for at servere hjemmebagte boller ved et vælgermøde. Denne gang er det så lygtepælene - hvad bliver mon det næste," spørger Leif Mikkelsen.