Nyheder

Bemærk at denne artikel er fra 2011: Advarsel: Drik ikke vandet i KBH

Lørdag morgen har tusindvis af danskere delt en TV 2-artikel med rubrikken "Advarsel: Drik ikke vandet i KBH", der handler om, at drikkevandet er forurenet med colibakterier i store dele af hovedstadsområdet. Vi gør opmærksom på at artiklen, der herunder står i sin oprindelige form, er fem år gammel.

- Jeg er lige blevet ringet op af vagtstationen. Vi har aldrig oplevet noget lignende. Det er rigtig uheldigt, at folk tror, man ikke kan drikke vandet, for det kan man sagtens. Vandet i Danmark er blandt det bedste i verden, og i København har vi noget af Danmarks bedst testede drikkevand. Så man skal endelig bare drikke det. Postevandet er både sundt og meget miljørigtigt, og det bliver testet hver dag, siger Britt Spangsberg til TV 2 lørdag den 20. august.

Herunder er artiklen i sin oprindelige form fra 2011, hvor man ikke kunne drikke vandet i en kort periode:

Mulig vandforurening i København: Hele området nord for Roskildevej, dvs. Nørrebro, Østerbro, Brønshøj, Husum, Tingbjerg, Bispebjerg, Vanløse og Frederiksberg, samt hele Indre By og Christianshavn.

Ifølge Københavns Kommune viser en analyse et uacceptabelt højt indhold af colibakterier i drikkevandet.

Beboerne bør derfor koge vandet inden det drikkes eller bruges til madlavning eller opvask. Københavns Kommune opfordrer borgerne til at holde hinanden orienterede.

Vandsystemerne hænger sammen

Vandforureningen er fundet i København, og fordi Københavns vandsystemer hænger sammen med Frederiksbergs, gælder advarslen også for Frederiksberg. Det oplyser administrerende direktør i Frederiksberg Forsyning, Vagn Bech.

"Vi er gået i gang med at analysere vores vand. I morgen ved middagstid, ved vi nærmere om, hvordan Frederiksberg er ramt," siger Vagn Bech.

"Man kan godt bade i vandet, men man skal holde munden lukket," siger Vagn Bech.

Forureningen kan ramme flere hundredetusinde mennesker. Hvor mange mennesker, der er ramt, er endnu uvist.

Coli på Nørrebro

Per Jacobsen, forsyningsdirektør, Københavns Energi, fortæller TV 2 NEWS, at colibakterien er fundet i en enkelt måling på Nørrebro. Han understreger, at der er tale om en præventiv advarsel, men at koncentrationen i målingen var så høj, at de i samråd med embedslægen valgte at gå ud med advarslen.

Han siger, at folk med mavebesvær eller som føler sig ubehageligt til mode bør henvende sig til deres læge.

"Den koncentration vi har målt det enkelte sted er usædvanlig høj, og derfor er vi gået ud med denne anbefaling om at koge i samarbejde med embedslægen," siger han.

Lørdag får Københavns Energi resultat af nye prøver. Alarmen kan tidligst afblæses igen i morgen formiddag.

Københavns hjemmeside er her ved 18.30-tiden gået ned.