SF vil fyre chefer og akademikere
Akademikere, kommunale chefer og kon-torpersonale går en usikker fremtid i møde, hvis det kommende folketingsvalg falder ud til rød bloks fordel.
SFs formand vil skille sig af med ca. 4000 medarbejdere i de tre faggrupper for at rydde op i bureaukratiet i kommunerne. Det er bl.a. for at få flere varme hænder, at der nu skal fjernes knap 4000 ansatte - svarende til syv pct. af de akademiske stil-linger. "Borgerne vil opleve færre ansatte på kommunekontoret til gengæld for flere hjemmehjælpere," siger Villy Søvndal til Berlingske.
Vil frigøre to mia. til velfærd
Ifølge Villy Søvndal vil afskedigelserne frigøre to milliarder kroner, der skal gå ubeskåret til velfærd.
SF-formanden påpeger, at man for det beløb kan ansætte 7000 ekstra inden for ældrepleje, dagsinstitutioner og i folkeskolen.
DJØF-formand Finn Borch-Andersen kalder ideen uigennemtænkt:
"Jeg synes slet ikke der er sammenhæng mellem de eksempler der er vist. Og de mange stillinger man vil spare væk."
Socialdemokraterne bakker fuldt op om ideen, men de Radikale er kun delvist positive:
"Vi er helt med på ambitionen om en massiv afbureaukratisering, men hvordan de sparede penge skal bruges, vil vi først lægge os fast på, når vi har pengene i hånden" siger finansordfører Morten Østergaard til Berlingske i dag."