Nyheder

Rystede over danske nationalisters træning

SF vil have justitsminister, Lars Barfoed, i samråd, efter at TV 2 Nyhederne i går afslørede, hvordan danske nationalister tager på våbentræning hos nazister i Rusland.

I et videoklip fra Danmarks Nationale Fronts hjemmeside kan man se, hvordan danskerne træner i at skyde og træner til væbnet kamp.

På videoen kan man se, at de danske højreekstremister har besøgt Den Slaviske Union i Rusland i oktober 2010. Den Slaviske Union, som Danmarks Nationale Front samarbejder med, træner ifølge videoerne til væbnet kamp.

Set i lyset af begivenhederne i Oslo - kalder flere eksperter billederne for "bekymrende". Og nu vil flere politikere høre justitsministeren, om efterretningstjenesten PET overvåger de danske nationalister.

"Jeg synes, det er frygtelig skræmmende oplysninger. Desværre må man sige at det ikke er særlig overraskende," siger retsordfører Karen Hækkerup S)

"Jeg synes, det lyder rigtig ubehageligt. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der findes mennesker, der kan finde på at gøre sådan noget," siger Tom Behnke (V).

"Mit kendskab til russiske højrefløjsekstremister er, at de er meget voldelige," siger Hans Jørgen Bonnichsen, der er forhenværende operativ chef for PET.

Men hos Danmarks Nationale Front siger man, at turen til Rusland kun var en vildsvinejagt.

Men der bliver skudt mod en bil? Hvad har det med vildsvinejagt at gøre?

"Ja. De har nok leget lidt - det skal jeg ikke kunne sige," svarer Morten Borup, talsmand for Danmarks Nationale Front.

Talsmanden lægger også afstand til Anders Breivik Behrings terrorangreb i Norge.

Men alligevel er de danske politikere bekymrede.

"Det er bestemt ikke noget, jeg kan lide at høre," siger Kim Andersen, retsordfører for Venstre.

"Jeg tør næsten ikke gisne om, hvad man skal bruge den slags træning til," siger retsordfører Karina Lorentzen (SF).

Danmarks Nationale Front nu har afbrudt alt samarbejde med de militante, russiske højreekstremister.