VIDEO: Mød træaktivisterne i skoven
I en tipi i en nordjysk skov sidder en lille flok skov-bz'ere og holder vagt over skoven.
"Mit hjerte har kaldt mig her ud i skoven. Og jeg har lavet et løfte til skoven," fortæller Nicoloj Henriksen med hånden på hjertet.
Det er en broget forsamling, der i øjeblikket kæmper mod maskinerne i Østerild Klitplantage. Lige fra den lokale gymnasielektor til de omkring 200 aktivister fra hele verden, der lige nu er samlet i den nærliggende Thylejr.
Her holder de Tinge, hvor de snakker om, hvordan man kan gå forrest i kampen, ikke bare for træerne, men for en hel anden livsstil, hvor man blandt andet skal være mere energieffektive, så de store vindmøller, der truer skoven, slet ikke er nødvendige.
Tinget holdes hvert år i skiftevis Danmark, Norge, Sverige og Finland, og det begyndte for 32 år siden netop i Thylejren.