Nyheder

Naturstyrelsen får politihjælp

Naturstyrelsen gør et nyt forsøg i løbet af ugen på at fælde træer i Østerild Klitplantage som en start på anlæggelsen af et omstridt, nationalt testcenter for kæmpevindmøller.

Og næste gang bliver det under politibeskyttelse for at holde aktivister væk, oplyser skovrider Ditte Svendsen.

"Vi er nødt til at komme i gang i løbet af denne uge for at overholde en tidsfrist, som vi har," siger Ditte Svendsen.

Hun kan ikke sige, hvilken dag skovarbejderne prøver igen.

"Det er en opgave, som politiet ikke får hver dag. De skal have tid til at overveje, hvordan de griber det an," siger Ditte Svendsen.

Lagde sig foran maskiner

Naturstyrelsen har aftalt politibeskyttelsen med Midt- og Vestjyllands Politi, efter at det mandag lykkedes omkring 30 danske og udenlandske aktivister at blokere for, at styrelsens skovarbejdere kunne køre deres maskiner ud af garagen.

Også lørdag forhindrede aktivisterne arbejdet ved at lægge sig foran maskinerne, så skovarbejderne så sig tvunget til at køre tilbage i garagen.

"Vi har prøvet igen på fredelig og rolig vis at komme i gang med arbejdet. Men vi må konstatere, at situationen er fastlåst," siger Ditte Svendsen om baggrunden for aftalen med politiet.

Naturstyrelsen skal i første omgang fælde omkring 12 hektar skov for at give plads til en vej og et åbent areal for en entreprenør, der starter projektet med at anlægge en arbejdsplads.

Der er også afsat tid for arkæologer til at lave nogle forundersøgelser i den tidsplan, som regeringen har vedtaget sammen Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og SF.

Den først vindmølle skal efter planen rejses til næste forår.