"Blokade i Østerild er rigtig træls"

Aktivister fik igen her til morgen forhindret Naturstyrelsens forsøg på at komme i gang med at fælde træer i Østerild Klitplantage.

Ditte Svendsen - der er chef i Naturstyrelsen i Thy - kalder situationen for rigtig træls:

"Vi har gjort endnu et forsøg på at lø-se den opgave, som vi er blevet på-lagt. Og vi måtte konstatere, at vi ik-ke engang kunne få vores maskiner ud af vores indhegning. Vi synes, det er rigtig træls med et godt jysk ord - vi vil jo gerne i gang med at arbejde," siger Ditte Svendsen.

"Vi vil gerne i gang i denne uge"

Folketinget har besluttet, at der skal anlægges et stort testcenter for vindmøller i klitplantagen. Naturstyrelsen har meldt ud, at træerne vil blive fældet i den her uge, men Ditte Svendsen regner ikke med, at man vil forsøge mere i dag:

"Nu skal vi vurdere, hvad vi så gør i den her situation, som vi må konstatere er relativ fastlåst. Jeg tror ikke, vi vil forsøge at få maskinerne ud mere i dag. Jeg tør ikke sige, hvornår vi kommer i gang - vi vil i hvert fald gerne i gang i den her uge," siger Ditte Svendsen.

Det er anden gang, aktivisterne har held til at forhindre, at arbejdet med at fælde træerne går i gang. I lørdags stoppede godt 40 personer således skovarbejderne, som ville rydde plads til møllecentret.