Nyheder

Café opkaldt efter Ulla Terkelsen

TV 2 Nyhedernes korrespondent, Ulla Terkelsen, får nu en café opkaldt efter sig i Aalborg med navnet"Ulla Terkelsen, London".

I den nordjyske hovedstad findes i forvejen caféen"Ib René, Cairo"opkaldt efter DR's Mellemøsten-korrespondent gennem mange år Ib Rehné. Caféejer Helen Jensen har gennem flere år pønset på at åbne endnu en "korrespondentcafé", og Ulla Terkelsen var med på idéen.

"Jeg blev kontaktet af en pige, jeg ikke kender, der spurgte, om hun måtte opkalde en café efter mig, og så sagde jeg naturligvis ja, det måtte hun gerne, hvis hun ville," fortæller Ulla Terkelsen fra netop London, hvor den berejste korrespondent befinder sig i disse dage.

Én by skiller sig ud

I sit arbejde rejser hun verden rundt for TV 2 Nyhederne og beretter om seneste nyt fra Kabul, Paris, Madrid, Rom, New York, eller hvor end hendes tilstedeværelse er påkrævet. Men hun var ikke i tvivl om, hvilken by der skulle knyttes til hendes navn.

"Det skulle være London, fordi jeg har tilbragt en stor del af mit liv i byen. Ud over Århus, hvor jeg boede de første 19 år af mit liv, er London den by i verden, jeg har været fastboende længst tid i, så det ville være det mest naturlige," siger Ulla Terkelsen.

Den travle korrespondent kommer sjældent i det nordjyske, så Helen Jensen skal ikke regne med, at hovedpersonen selv sidder ved et af bordene, når caféen åbner sidst på sommeren.

"Jeg har ikke aktuelle planer om at kigge ind, for jeg kommer meget sjældent forbi Aalborg. Det er lidt udenfor, hvor jeg normalt rejser," siger Ulla Terkelsen, der ej heller har været på "Ib René, Cairo", men kendte Ib Rehné selv, da de begge arbejde på Danmarks Radio i sin tid.

Klassiske engelske forfriskninger

Skulle det ske, at nyhedsstrømmen alligevel fører TV 2-korrespondenten til Aalborg, vil hun kigge ind og gerne til en forfriskning.

Med eller uden "h":

Da "Ib René, Cairo" åbnede i 1989, havde indehaveren ikke fået tilladelse fra korrespondenten selv, så for at undgå problemer droppede han h'et i Ib Rehné og kaldte stedet "Ib René, Cairo".

"Jeg drikker meget sort te, altså gammeldags engelsk te. Så hvis jeg kommer der en dag, vil jeg gerne have en kop sort te, og hvis det er efter klokken otte, kan jeg godt overtales til en gin & tonic, når det nu er London, vi taler om," siger Ulla Terkelsen og ønsker Helen Jensen held og lykke med sin nye café.

"Jeg støtter det frie erhverv og synes, det er en dejlig idé, og jeg håber, det bliver en succes."