Nyheder

Kraftigt regnvejr er igen på vej

Sidste lørdag skabte et voldsomt sky-brud kaostilstande i København, hvor kældre, veje og butikker blev oversvøm-met - og nu er er et nyt kraftig regnvejr på vej op til den østlige del af Sjælland samt Bornholm.

Det oplyser TV 2s Vejrcenter.

Regnvejret ser ud til at hærge fra fredag formiddag og prognoserne tyder i øjeblikket på, at det er Bornholm, der bliver hårdest ramt - det betyder, at det kan se ud til, at København går fri af den værste regn.

"Det er et regnevejr, der dannes over Tyskland, som kommer op fra syd, og har kurs mod den østlige del af landet, lige nu ligner det 20-25 millimeter til Midt- og Østsjælland og til Bornholm," siger Peter Tanev, der er meteorolog på TV 2s Vejrcenter.

Svært at forudsige "vandbomber"

Han understreger, at det er svært at forudsige helt præcis, hvor "de her små vandbomber vil ramme."

"Det er meget lokalt, at der falder store mængder regn. Det betyder også, at systemet kun skal rykke sig en smule, før det er helt andre områder, der bliver ramt. Men modellerne har nu haft det til at ramme Sjælland i et par dage," siger han.

Tredje gang Danmark ligger i skudlinjen

Regnvejret vil starte i morgentimerne og kulminerer i løbet af formiddagen, fredag eftermiddag vil der stadig kunne dannes kraftige byger - lokalt med torden og skybrud.

Det er tredje gang indenfor en uge, at Danmark ligger i skudlinjen for kraftig regn, og det skyldes, at vi lige nu ligger på grænsen mellem den varme sommerluft og køligere vejr.

"Det her regnvejr dannes på grænsen mellem meget varm luft over Østeuropa og køligere luft over Danmark. I Polen vil man fredag have temperaturer på 30 grader, mens vi har omkring 20 grader i Danmark - og det er årsagen til at regnvejret bliver så kraftigt," siger Peter Tanev.

Lørdag kan vi også få regn og tordenbyger med en del vand, og her er det jyderne, det kommer til at gå værst ud over.