Nyheder

Tryg: Stop for beboelse i kælderen

Det er slut med at indrette soveværelse eller teenagehule i kælderen i dit hus, hvis det står til forsikringsselskabet Tryg.

Ovenpå de mange oversvømmede kældre efter weekendens skybrud siger selskabet stop for beboelse i kælderen for en række kunder, som var ramt af vandskader.

"Vi fraråder generelt vores kunder at bruge kælderen til beboelse," siger Gerhard Dall, kommunikationschef i Tryg.

"Og for en gruppe af kundernes vedkommende vil vi ikke længere dække skader ved beboelse i kælderen. Altså kældre med for eksempel trægulve, lettet gipsvægge eller glasvæv," siger Gerhard Dall.

Gerhard Dall anslår, at et par hundrede Tryg-kunder vil modtage besked med posten om, at det dyre trægulv eller de flotte vægge med glasvæv i kælderen bliver erstattet denne gang - men ikke næste gang, der er vandskade.

Indboforsikring dækker fortsat alle ejendele

"Husejer Hansen får selvfølgelig en erstatning for den skade, der er sket, og så råder vi ellers til at få lagt et nyt og mere solidt cementgulv," siger Gerhard Dall.

Indboforsikring dækker dog fortsat alle ejendele, der er opbevaret i kælderen.

Men de nye retningslinjer kan give problemer for familier, som har indrettet sig med et værelse i kælderen, erkender Tryg.

Ifølge Gerhard Dall stod valget mellem at sætte præmien endnu en tak op eller tage forbehold mod beboelse i kælderen.

"Og vi har ikke planer om at sætte priserne i vejret," siger han.

Allerede i kølvandet på sidste års skybrud satte Tryg præmien i vejret.

Følger ikke i Trugs fodspor

Hverken Topdanmark eller Alm. Brand har planer om at følge i Trygs fodspor og gøre beboelse i kælderen til eget ansvar.

Men Alm. Brand satte selvrisikoen op ved vandskader i kælderen efter sidste sommers skybrud og overvejer løbende, om der skal tages nye forbehold, siger skadedirektør Brian Wahl Olsen.

Og hos Topdanmark kan kunder, som er særligt plaget af vandskader i kælderen, i enkelte tilfælde slippe for præmieforhøjelser, hvis de for eksempel indvilger i at lægge klinker i kælderen frem for trægulv eller gulvtæppe.

Det siger informationschef Jens Langergaard.