Nyheder

DSB får nødstedte tog fri i aften

Det massive skybrud, der ramte hovedstadsområdet, har konsekvenser for mange af DSBs kunder. At linjerne mellem Østerport og Hellerup er spærret betyder, at flere tog ikke kan komme på skinnerne.

Det siger Dennis Jørgensen, afdelingschef hos DSB Trafik.

Indtil nu har tre IC3-tog, ni IR4-tog og seks Øresundstog været spærret inde på et klargøringscenter ved Svanemøllen. Tekniske problemer omkring Østerport Station har gjort det umuligt at få togene fri.

"Men nu har Banedanmark fundet en teknisk løsning, så vi får togene ud onsdag aften. Det er vi rigtig glade for," siger Dennis Jørgensen.

Togtrafik normal fra mandag

I det hele taget er der lidt mere optimisme at spore hos DSB. De seneste meldinger går nu på, at togtrafikken vil være stort set normal fra på mandag.

Allerede lørdag venter man at kunne køre normalt på kystbanen til Helsingør, så der ikke skal skiftes tog mellem Hellerup og København.

Fra mandag skulle man være tilbage med halvtimesdrift på Kalundborgbanen og myldretidstog fra Kalundborg og Nykøbing F. Timedrift med hurtigtog fra Nykøbing bliver dog aflyst.

Sporarbejde på Østerport betyder, at et regionaltogsystem kun kører mellem Ringsted og Høje-Taastrup. Dermed kan de øvrige tog på strækningen komme ind til hovedbanegården.

Problemerne omkring Østerport hænger sammen med, at området har været under vand. Det har givet fejl på signaler og systemer.