Nyheder

Roskilde fra luften: I rullefald mod Orange Scene

Præcis klokken 17 blev gitteret rundt om festivalpladsen på Roskilde Festival åbnet og det skabte sædvanen tro lange køer med sprintklare festivalsgæster, der stod klar til at komme først til Orange Scene.

Kort før der blev lukket op for pladsen åbnede himlen sluserne og som helikopterbillederne viser, kan det være svært at finde fodfæste i mudder, når man har gummisko eller -støvler på.

Lige efter gitteret er blevet trukket til side kan man således øverst i venstre hjørne på optagelserne se, hvordan to personer er nede og bide i græsset i deres forsøg på at komme først op til Orange Scene, der klokken 18. blev indtaget af bandet "Veto."

På imponerende vis lykkedes det dog de to mænd efter et rullefald hurtigt at komme på benene igen - om det lykkedes dem at komme først til Orange Scene melder historien intet om.